Giggs savner ikke Ronaldo

Manchester Uniteds mesterskabsdrømme led i går et knæk, da de for anden gang på en uge måtte se sig slået i Premier League. Denne gang var det Fulham, der…

Manchester Uniteds mesterskabsdrømme led i går et knæk, da de for anden gang på en uge måtte se sig slået i Premier League. Denne gang var det Fulham, der gjorde det onde mod de forsvarende mestre. Nederlaget var Uniteds femte i år, hvilket er flere end i hele sidste sæson.

Den spillemæssige krise har fået flere til at spekulere i, om ”De røde djævle” nu er begyndt at mærke konsekvensen af salget af Cristiano Ronaldo til Real Madrid i sommer.

Men det er noget vås, fortæller Ryan Giggs i et interview med The Sunday People.

”Cristiano (Ronaldo, red.) er en af verdens bedste spillere, men for at være ærlig, så har jeg ikke rigtigt lagt mærke til, at han er væk. Vi har aldrig været en enmandshær, og udover det har vi fået et par forstærkninger,” lyder det fra Giggs, der samtidig slår fast, at Ronaldo skulle videre før eller siden.

”Vi var klar over, at han ønskede at spille for Real Madrid, så han tog chancen, da han fik den. Han var ikke en ”Manc”, og vi vidste, at han ville smutte på et tidspunkt, men det har jeg ikke noget problem med. Hvorfor skulle jeg have det?” slutter den 36-årige waliser.

Chelsea har i dag mulighed for at udvide forspringet til Manchester United til seks point, når de gæster West Ham på Upton Park.

Forrige artikel

Amputeret hold ydmyget på Craven Cottage

Næste artikel

Benzema til United i januar?

ANNONCE