Giggs: Vi skal ramme toppen nu

Ryan Giggs nyder at arbejde med en erfaren manager som van Gaal, og ser frem til nogle vigtige kampe de næste par uger.

United har haft en svingende start på sæsonen, hvor en god præstation er blevet afløst af en mindre god oplevelse for os fans. Spillet på banen har svinget i kampene, hvilket tydeligt blev illustreret i udekampen mod Leicester.

Senest er det blevet til to sejre hjemme mod henholdsvis West Ham og Everton, og assisterende manager Ryan Giggs håber nu at truppen kan ramme topformen, da vigtige kampe venter i de kommende uger.

– Det er disse kampe man vil spille og være med i. Og det bliver en stor test. Chelsea har vel været sæsonens helt store hold, med City lidt efter dem. Vi vil teste os selv mod de største, og føler vi hører til i toppen, men har bare ikke været stabile nok i denne sæson.

– Vi har vist lidt i glimt de sidste uger, og nu får vi forhåbentlig folk tilbage til de kommende kampe. Formen er langsomt begyndt at blive bedre og bedre, og vi ønsker at ramme vores top-niveau til disse kampe, siger Giggs til manutd.com.

Glad for samarbejdet med van Gaal

Ryan Giggs har selv spillet massevis af store kampe mod Chelsea og City, men nu står waliseren på den anden side af kridtstregen. Men han elsker den nye rolle som assistent for Louis van Gaal, og giver alt for at holdet er bedst muligt forberedt til hver kamp.

– Det er en god erfaring for mig at arbejde sammen med en manager med en så fantastisk rekordliste. Jeg nyder det og manageren er virkelig god ved mig.

– Jeg gør alt hvad jeg kan for at vi er i topform og klar til hver eneste kamp. Der arbejdes stenhårdt og vi kan forhåbentlig se det bære frugt nu, siger Ryan Giggs.

Forrige artikel

Neville: Spændende periode venter

Næste artikel

- Cleverley kan stadig have en fremtid i United

ANNONCE