Hvis der er noget der kan få sindene i kog hos Manchester Uniteds fans, så har det siden midten af sidste årti været den amerikanske Glazer-familie der i 2005 købte og gældsatte den ellers gældsfri fodboldklub.
Mange fans har ikke besøgt Old Trafford siden, nogen køber ikke trøjer mere og så er der David Gill, som gik fra at støtte op om supporternes protest til at støtte op omkring Glazer-familien, som den 12. maj 2005 blev hans nye chef. Siden da har Gill direkte kritiseret fans, der har været kritiske overfor ejerskabet, og det lader ikke til at stoppe.
“Vi kommer ikke til at vinde disse mennesker. Hvis vi vandt fire Champions Leagues i træk, så ville der stadig være folk der ikke kunne lide de nuværende ejere og hvad de står for. Disse anti-fans var her også før Glazer. Men vi kører klubben videre for størstedelen af de millioner af fans over hele verden, som mener klubben går i den rigtige retning”, udtaler David Gill til the Guardian.
“Minoriteten – MUST osv. – vil altid være imod, men de fleste kan ikke være utilfredse med de sæsoner vi har haft under Glazer,” siger Gill, som selv støttede MUST indtil han fik ny chef i klubben.
Da Glazer i 2005 købte Manchester United gik klubben fra at være fuldkommen gældsfri til at blive den mest gældsatte fodboldklub i verden med en gæld på flere milliarder kroner. Samtidig er billetpriserne sat væsentligt op, mens Manchester United under Glazer blot har brugt 2,5 millioner pund i gennemsnit per sæson på transfers. (Når spillersalg er fratrukket).
“Green & Gold-kampagnen er ikke fuldstændig væk, men den døde dramatisk ud i sidste sæson og vi kører videre. Billetpriserne er fornuftige i forhold til at se topklasse underholdning. Andre klubber har tydeligvis sat deres priser endnu mere op end os,” forklarer Gill, som nok har glemt at en United-fan aldrig ville købe en Arsenal-billet og dermed ikke kan sammenlignes.
På spørgsmålet om hans egen u-vending i forhold til Glazer i 2005 fortryder han intet:
“Det er efterhånden mange år siden. Direktører er sjældent vellidt, men jeg kigger efter mine ansatte og fansene og der vil altid være elementer blandt fansene som ikke bryder sig om os.”