I sidste uge fik 28-årige Owen Hargreaves ellers at vide, at han definitivt er ude af Fabio Capellos planer for VM til sommer. Nu lader det imidlertid til, at Hargreaves vender tilbage på fodboldbanen, når reserverne skal i aktion på torsdag.
”Owen Hargreaves har for første gang vist, at han næsten er klar til at spille. Han har trænet sammen med førsteholdet, hvilket er vidunderligt, og han er sat til at få comeback i reservekampen på torsdag,” lød det optimistisk fra Sir Alex Ferguson på dagens pressemøde.
Den tidligere FC Bayern München-spiller har været ude siden september 2008, hvorfor mange har spekuleret i, om han nogensinde vender tilbage på topniveau. Nu ser det dog ud til, at der er lys for enden af tunnelen for den populære englænder.