Owen Hargreaves kan meget vel ende med at skulle hjælpe West Bromwich Albion med at undgå nedrykning fra Premier League.
Således har den 30-årige englænder, hvis kontrakt med Manchester United udløb i sidste måned, været til møde med The Baggies’ manager, som han har formået at imponere.
”Vi forhandler løbende. Jeg har snakket med ham (Hargo, red.), og han har virkelig imponeret mig,” siger Roy Hodgson til klubbens officielle hjemmeside.
Han slår dog fast, at man endnu ikke har diskuteret kontraktforhold.
”Vores diskussioner har udelukkende handlet om fodbold, hvordan vi spiller, hans potentielle rolle på holdet, hvis han skulle slutte sig til os, og så selvfølgelig om hans arbejde for at komme tilbage på et niveau, hvor han kan spille igen,” fortsætter Hodgson.
Owen Hargreaves kæmpede i sine fire år hos Manchester United med et hav af skader. Han menes at have kostet de engelske mestre 18 millioner pund, da han blev hentet i Bayern München i 2007.