Den 29-årige midtbanespiller vendte for præcis en uge siden tilbage på banen efter en skadespause på 18 måneder. Således var han med for reserverne, da de slog Burnley på hjemmebane. Vejen tilbage til førsteholdet kan dog nu vise sig at blive endnu længere end først forventet.
Den uheldige midtbanespiller udtaler nemlig, at han stadig døjer med smerter i sine knæ.
”Forhåbentlig bliver min skade ved med at aftage sig. Jeg modtager stadig indsprøjtninger, så jeg kan holde smerten ud. Jeg synes selv, jeg har været tålmodig, så jeg ser frem til den dag, hvor jeg kan eksplodere på banen,” lyder det fra Hargreaves, der ikke ønsker, at nogen anden skal opleve det samme som ham.
”Smerten er svær at beskrive, men jeg ville ikke ønske det for nogen i verden. Jeg har været mentalt stærkere end nogensinde. Mine sener har det bedre end tidligere, men jeg har stadig smerter,” slutter den tidligere FC Bayern-spiller.
Til trods for Hargreaves’ skrøbelige knæ, forventes det, at han igen i aften vil være i aktion for reserverne. Sir Alex Ferguson har tidligere udtrykt håb om, at den populære englænder vil være tilbage i førsteholdstruppen til april.