Hernandez: En enestående mulighed

Javier Hernandez mødte for første gang sine nye holdkammerater, da han i går stødte til Manchester Uniteds lejr i Houston, Texas, hvor de i øjeblikket…

Javier Hernandez mødte for første gang sine nye holdkammerater, da han i går stødte til Manchester Uniteds lejr i Houston, Texas, hvor de i øjeblikket forbereder sig på aftenens kamp mod et MLS All Star-hold.

Sir Alex Ferguson udtalte sig i yderst rosende vendinger om klubbens nyindkøb på mandagens pressemøde, mens flere United-spillere, heriblandt John O’Shea, ligeledes har udtryk stor optimisme omkring Hernandez.

Det var derfor også en spændt, men ydmyg hovedperson, der i går talte med pressen efter sin ankomst.

“Jeg forsøger altid at bruge de høje forventninger til noget positivt – som motivation for eksempel. Der er millioner af mennesker, der ville gøre alt for at være i mit sted og få den chance, jeg står over for,” udtalte Hernandez ifølge FIFA.com, før han fortsatte.

”Det er en ære, for jeg ønsker at udrette store ting. Det er en stor udfordring, og forhåbentlig vil jeg være i stand til at bidrage med noget. Jeg vil dog altid forsøge at nyde det, for nogle gange fokuserer man så meget på at jagte sine drømme og mål, at man glemmer at nyde det,” slutter Hernandez.

Javier Hernandez blev i sidste uge tildelt nummer 14, hvilket tyder på, at han er tiltænkt en fast plads på førsteholdet i den kommende sæson.

Forrige artikel

10 Liverpool-fans får karantæne for overfald på United-fan

Næste artikel

Agent bekræfter interesse for Lindegaard

ANNONCE