Listen af tidligere United spillere under Ferguson, som siden hen er blevet managers for klubber i Premier League fortsætter med at vokse. Steve Bruce, Bryan Robson, Mark Hughes, Roy Keane og nu Paul Ince har alle efter deres aktive karriere, fundet en ny vej indenfor fodbolden. Nu mener Ince, at når Ferguson en skønne dag vælger at takke af i United, vil klubben forsøge at finde en tidligere spiller til at tage over.
”Jeg tror United vil forsøge at holde det i egne rækker, når Ferguson en dag stopper. Vi må se hvad der sker, men jeg tror United vil kigge efter kontinuitet, og dermed vil det være oplagt at finde en som kender klubben godt og tidligere har været under Fergusons vinger. Jeg kan i hvert fald godt se Hughes, Keane eller Bruce tage over om et par år.”
Dermed undgår Ince, let og elegant at smide sit eget navn ind i debatten om Fergusons afløser, når den dag kommer.
Hvorfor der er så mange tidligere United spillere, som efterfølgende har gået over i managerverdenen, undrer ikke ”The guv’nor”, ”Ferguson er ham vi alle måler os efter, da han er den bedste. Jeg ser virkelig frem mod en hård kamp mod ham og alle de andre top managers i Premier League”.
Paul Ince, glæder sig til mødet med Ferguson senior i den kommende sæson, efter sidste år at have kæmpet intenst med Darren Ferguson og hans Peterborough hold i League Two.
”Vi vandt over Peterborough og Darren Ferguson om ligatitlen sidste år, men nu skal jeg op mod den ældre Ferguson. Jeg kan ikke slippe af med dem”, joker Ince.
Første duel mellem lærermester Ferguson og hans nye elev Paul Ince, står på Ewood Park den 4. oktober.