(Photo by Mark Leech/Offside/Getty Images)
Fra 1.-24. december udkommer OldTrafford.dk med en julekalender, der handler om de gode fortællinger. Temaet er nemlig “bedste United-minde”.
Herunder åbner du den 17. låge i julekalenderen.
Jeg blev tiltrukket af Manchester United i foråret 2014. Et halvt år efter, United sidst hentede en Premier League-titel. Starten på det, der har vist sig at blive nogle meget svære år.
Selvom jeg til tider spørger mig selv, hvorfor jeg dog valgte Manchester United, så er der episoder, der gør den tvivl til skamme.
Jeg kunne have valgt flere minder, men den aften i Paris er helt speciel. Det var kampen, der fik mit teenagehjerte til at banke 1000% for Manchester United. Det var første gang, jeg oplevede magien og mystikken omkring denne fantastiske klub.
Sandheden skal lyde, at selvom jeg havde ‘valgt’ United som 9-årig, så var jeg stadig i en alder, hvor enkelte spillere tog min opmærksomhed frem for hele hold eller klubber.
Jeg fulgte United i weekenderne, men min store kærlighed var stadig Neymar Jr. Ham kunne jeg ikke få nok af. Han var mit helt store idol. Ingen Messi. Ingen Ronaldo. Neymar.
Derfor var det specielt, da United og PSG i december 2018 kom op fra bowlen i Nyon og skulle møde hinanden i Champions Leagues 1/8-finaler. Pludselig skulle mit idol spille mod det hold, jeg holdte med. Sikket dilemma.
United var kommet i omdrejninger, da Ole Gunnar Solskjaer tog styringen af bussen i december 2018. United begyndte pludselig at spille fodbold, der var sjovt at se, men da Champions League vendte tilbage i foråret 2019, var den famøse ‘new manager bounce’ stilnet af.
Den første kamp skulle spilles på Old Trafford i februar. Der var jeg på skiferie, så jeg skulle finde en måde at se kampen på. Det blev på en computer med meget dårligt internet i bjergene.
Den unge, naive knægt på 14 år troede fuldt og fast på, at det ‘nye’ United nok skulle gøre det onde ved PSG. Paris manglede også Neymar, der notorisk var gået på skadesferie i februar-marts, når Karneval i Rio afholdes. Hans søster har vist også fødselsdag i den periode. Det betød, jeg var All-in på United.
Derfor var det en meget slukøret dreng, der gik i seng, da PSG og United-floppet Di Maria havde leget med de røde djævle på Drømmenes Teater. Det gjorde det ikke bedre, at det foregik i en dårlig opløsning og med en konstant hakken. Frustrationerne hobede sig op.
Pogba fik rødt kort i kampen og Martial blev skadet. Det blev den helt store historie inden returopgøret. Det var i høj grad uprøvede kræfter, der skulle få United tilbage.
United havde dog stadig en chance for at nå top-4 i Premier League. Skulle man sætte alt ind på at forsøge at vinde over PSG, der i forvejen havde fordelen af to mål scoret på udebane?
Det gjorde bare det hele endnu bedre tre uger efter.
Jeg havde fået stuen for mig selv med aftalen om, at jeg skulle tie stille, selv hvis der skulle ske noget vildt.
Selv den naive dreng troede ikke på det, da han så Uniteds startellever til kampen. Scott McTominay startede. En afdanket Ashley Young, Fred, en halvskadet Shaw og Eric Bailly på højrebacken. Der var ingen chance for noget, tænkte jeg.
Bænken bestod af ungdomspillere som Tahith Chong, Angel Gomes, Diogo Dalot, Mason Greenwood og en purung James Garner. Så var der også lige Marcos Rojo og Sergio Romero.
Ikke mere ‘fan af spillere’
Vi kender kampens handling. United kom hurtigt foran. Juan Bernat punkterede lidt af det håb, der ellers var efter en god start. Gigi Buffon gav United et mål mere, og pludselig var der muligheder.
Resten af kampen handlede om at lukke af bagtil og håbe på et eller andet i PSG-forsvaret.
Dét kom, da inskiftede Dalot skød håbløst på mål fra en lang distance, men den skulle en tur i VAR, der lige var blevet introduceret. Kimpembe ”tog med hånd”.
Der var straffe. 21-årige Marcus Rashford stod klar med bolden. I en sekvens, der føles som flere timer foran mit tv hjemme i stuen, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde lovet at være stille, men det var noget af det vildeste, jeg havde følt i kroppen. Da Marcus Rashford så bankede bolden i nettet til 1-3, hoppede jeg rundt.
Det var helt vildt. Jeg måtte dog stoppe med at hoppe, da jeg ikke ville have skældud. Jeg stod bare og måbede, imens kameraet fandt Neymar, der havde præcis samme udtryk i ansigtet som jeg.
Det var de unge, uerfarne spillere, der havde gjort det. En flok outcasts i Lukaku, Andreas Pereira og Fred. Siden den dag, har jeg haft en lille flamme for spillere, der ikke rigtig har tur i den. De kan også gøre ting for klubben, selv når det ser helt sort ud.
Alle de hårde tider, United havde været igennem, siden jeg blev forelsket i 2014 kunne jeg ikke huske. Endelig kunne jeg se, hvorfor denne klub tiltrak mig. Det var momenter som disse, fans oplevede i 90’erne og 00’erne. Lang tid før, jeg overhovedet var en idé.
Fra den dag, var der ikke mere ‘jeg er fan af spillere’. Den aften i Paris, var den kamp, der gjorde mig rød til kernen.
Manchester United. Kun Manchester United.