Kagawa: Jeg skal præstere bedre

Manchester Uniteds japaner er ikke tilfreds med sin første tid i klubben.

Shinji Kagawa skiftede i sommers fra tyske Borussia Dortmund til Manchester United, og han ser ikke tilbage på sit første halve års tid i den engelske klub med udpræget tilfredshed.

Efter en fin start med to mål i hans første seks kampe, blev den offensive kreatør skadet, og var derefter ude i næsten ti uger.

Skaden er dog ingen undskyldning – han burde have gjort det bedre. Det mener Kagawa selv.

– Jeg er overhovedet ikke tilfreds med, hvad jeg har præsteret her. Det er en stor og meget berømt klub, så jeg skal overvinde en masse pres og blive stærkere rent mentalt, udtaler japaneren til The Guardian.

– Vi har en virkelig stærk trup med mange verdensklasse spillere, så det er heldigt for mig, at jeg har chancen for at træne med dem og spille kampe med dem. Men jeg føler virkelig, at jeg er nødt til at præstere bedre.

Den 23-årige United-spiller kostede 17 millioner pund. Han har indtil videre spillet 13 kampe og scoret to mål for “De Røde Djævle”.

 

 

 

Forrige artikel

Cleverley drømmer om FA Cup-succes

Næste artikel

Agent: Fergie undervurderede Pogba

ANNONCE