Karakterbogen: David de Gea reddede igen Manchester United fra nederlag

Manchester United skuffede, da de spillede uafgjort mod Newcastle United. Læs skribentens bedømmelser af spillernes præstationer herunder.

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der ikke bød på noget nævneværdigt
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med.
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999

David de Gea – 8 (kampens spiller)

De Gea diskede op med flere flotte redninger. Det eneste seriøse bud på kampens spiller.

Diogo Dalot – 3

Dalots direkte modstander hed til aften Allan Saint-Maximin, og det slap portugiseren ikke godt fra. Skal man tage Dalot i forsvar, er Saint-Maximin en suveræn spiller, men faktum er, at den unge højreback ikke fik lukket ordenligt af. Assisten til Cavani trækker op, men det samlede indtryk rækker kun til et 3-tal. 

Raphaël Varane – 3

Varane mister bolden, da Newcastle scorer til 1-0. Det følger han op med flere dårlige pasninger, og Newcastle-publikum – og spillere lugtede blod, når franskmanden var på bolden. Dårlig præstation af den tilbagevendte forsvarsstjerne. Får dog stoppet Maximin ad et par omgange, hvilket trækker en smule op. 

Harry Maguire – 2

Harry Maguire lignede igen ikke verdens dyreste forsvarsspiller. Har adskillige dårlige afleveringer, og han bliver udstillet ad flere omgange.

Alex Telles – 2

Defensivt får Telles ikke lukket af. Offensivt har Telles et godt indlæg, som Cavani skulle have scoret på. Når det er sagt var det en uacceptabel præstation af brasilianeren. Bliver bl.a. overløbet af Emil Krafth, hvor Newcastle efterfølgende skulle have gjort det til 2-0.

Scott McTominay (ud ’78) – 5

Tackler så det piber, når han sætter sig igennem på midtbanen. Det er fint, men skotten evner dog ikke at tage taktstokken, når det offensive spil skal etableres.

Fred (ud ’46) – 3

Freds mangler i pasningsspillet var medvirkende til, at Manchester United led flere boldtab. Bliver taget ud i halvlegen. Jeg gætter på, at de føromtalte mangler var årsagen til dette.

Marcus Rashford – 4

Rashford var den mest synlige spiller i første halvleg, og han havde da også et par gode aktioner, efter United fik udlignet til 1-1 i anden halvleg. Bl.a. med et kvalificeret langskud og en lige-ved-og-næsten-solotur, der som bekendt ikke kastede en scoring af sig.

Bruno Fernandes – 4

Bruno spillede som altid med stor risiko i sit pasningsspil. I dag ramte han ikke plet, og det kan virke dræbende, når Uniteds offensive kreatør ikke rammer sine afleveringer og smider bolden for let. Finder på flot vis Dalot ved 1-1-målet, der efterfølgende fandt Cavani i boksen. 

Mason Greenwood (ud ’46) – 2

Var usynlig i sin rolle som angrebsmakker til Cristiano Ronaldo. Bliver tynget af fysikken i Newcastle-forsvaret. Måske den unge englænder ville være bedre tjent med en position på kanten?

Cristiano Ronaldo – 2

Verdensstjernen blev ikke serviceret, da United blev trykket tilbage på banen af det intense Newcastle-hold. Når det er sagt, var han, ligesom Greenwood, usynlig i store dele af kampen.

Indskiftere:

Cavani (ind ’46) – 6

Cavani finder de rette positioner i boksen og fungerer fint som opspilsstation. Scorer til 1-1 med et mål, der næppe vinder på stilkarakteren. Skal score til 2-1, da Telles finder angriberen på bagerste stang. 

Sancho (ind ’46) – 3

Man kan sagtens se, at Sancho er en ekstremt talentfuld spiller, når han først får gang i driblingerne. Afleveringerne sad derimod ikke i skabet, som virkede til at være en generel tendens for Manchester Uniteds spillere i dag. 3.

Matic (ind ’78) er uden for bedømmelse…

BOG: Peter Schmeichel har udgivet ny selvbiografi. Køb den via Saxo.com og støt samtidig OldTrafford.dk 

TRØJE: Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

OPLEVELSE: Skal du opleve Ronaldo, Sancho og resten af stjernerne på Old Trafford i den nye sæson? Læs vores guide til kampbilletter her

Forrige artikel

Manchester Unted redder et point efter voldsom Newcastle-dominans

Næste artikel

Rangnick utilfreds med skuffende præstation

ANNONCE