Karakterbogen: Det var egentligt fint

United var ved at tabe mod Bournemouth, men en slutspurt i de sidste 25 minutter gav United et point. Selvom det er skuffende, at situationen er, som den er, så var flere spillere tilfredsstillende.

(Photo by Dan Mullan/Getty Images)

Manchester United lignede et hold, der havde smidt kampen i skraldespanden, men så kom det røde kort til Bournemouth. Nu sidder de fleste United-fans vel med følelsen af, at United skulle have vundet ud fra omstændighederne.

Selvom det ikke blev til tre point, så er der nogle fine præstationer at tage med videre til kampene i Europa League. Deriblandt også nogle præstationer, der skal pudses.

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der er decideret ydmygende
2 – Den ringe indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den dårlige indsats, der primært bød på negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 199

United undgik nederlag på sydkysten

 

André Onana – 5

Han var mere eller mindre chanceløs ved deres scoring. Det er vanvittigt flot sparket af Semenyo. Det er til gengæld også svært at give ham meget mere end 5, for overordnet set, har han ikke særligt mange aktioner – og i de aktioner, han har, ser han stadig usikker ud. Frisparket på stolpen f.eks.

Leny Yoro – 7

Generelt spiller forsvaret en godkendt kamp. Det er forholdsvist begrænset, hvad Bournemouth kommer til af chancer i åbent spil. Det er primært på standardsituationer og nedfald heraf, at de er farlige. Yoro viser igen en voldsomt niveau. Han distribuerer bolden flot mellem kæderne. Vinder sine dueller. Både på jorden og i luften. Han leder ved eksempel. Flot!

Harry Maguire – 6 (Ud 66′)

Han er i samme båd, som resten af forsvaret. Det eneste reelt negative omkring hans præstation er, at han ved deres mål står i den anden ende af feltet, hvor der ingen modstandere er. Kom over og hjælp.

Luke Shaw – 7 (Kampens spiller)

Det er primært af den årsag, at han til sidst i kampen fungerer som kant og leverer gode bolde til højre og venstre. Kontinuerligt skaber han en god mulighed inde ved målet på sine indlæg. Da han startede nede trebackkæden, så han ikke alt for godt ud. Dorgu og Shaw hjalp ikke hinanden ved Bournemouths mål. Vi skal også huske, at Shaw har været meget skadet og muligvis ikke er helt fit endnu. Jeg er meget tilfreds, trods klumseriet med Dorgu.

Noussair Mazraoui – 6 (Ud 75′)

Jeg mangler ham offensivt. Han kommer med i det offensive og laver nogle gode løb og afleveringer. Han kommer bare ikke nok, og ofte ender det med, at han spiller bolden ind i midten og håber, at Garnacho er løbet afsted eller, at Bruno kan lave noget magi. Trods det, så er han en del af et forsvar, som jeg synes lukkede relativt fint ned for et ellers normalt farligt angreb.

Kobbie Mainoo – 5 (Ud 66′)

Det blev ikke lige Kobbies kamp. Han har momenter, hvor man tænker ‘wow’, men så bliver det også ved det – bl.a. dribleturen. Spiller nogle fine afleveringer og er med i nogle gode offensive sekvenser, men det er som om, at han mangler noget presens på midten. Som om han forsvinder lidt i mængden.

Casemiro – 6 (Ud 66′)

Da United lige var kommet bagud,  lignede han en mand, der gerne ville ud. Han lavede mærkværdige fejlafleveringer og fejl, som er kendetegnende for den Casemiro, vi har set de sidste to sæsoner. Kommer efter det og bider godt fra sig i anden halvleg indtil, han bliver skiftet ud.

Patrick Dorgu – 4

Nogen vil synes, at det er for højt. Nogle vil sige for lavt. Han mister bolden et voldsomt dumt sted. Han bliver ikke hjulpet af Shaw, men så må Dorgu tage en fuldvoksen beslutning og smadre den ud af kommunen. Det er ikke så vigtigt at tage den med og prøve på at redde situationen. Generelt – ligesom med Mazraoui – mangler jeg ham offensivt. Der kommer for få udfordringer og produktive sager fra hans fod. Dorgu kan sagtens blive en fornæm back for United, men beslutsomhed og noget mere gåpå-mod i offensiven vil klæde ham.

Alejandro  Garnacho – 7

Jeg synes, det er ærgerligt, at Garnacho ikke skyder bedre. Han sætter sig selv i mange fænomenale situationer, hvor han kan score. Han kan bare ikke få prikket bolden i mål. Ikke særligt ofte i hvert fald. Han udfordrer. Leverer okay bolde i feltet og begynder også oftere at spille den i overlappet. Han gjorde det godt i dag, synes jeg. Han viste noget gejst og en lyst til at prøve at spille en fin omgang bold. Fint, at det så ikke altid virker.

Bruno Fernandes – 7 

Han er igen den eneste, der reelt set skaber chancer for os. Hvis han ikke er sidste eller næstsidste fod, så er han tredjesidste fod. Ligesom resten af United-mandskabet, så blev han lidt væk i første halvleg. Fred være med det. Han skaber syv chancer i kampen og arbejder igen bagdelen ud af shortsene.

Rasmus Højlund – 4

Målet redder ham ikke i dag. Desværre. Det er ikke godt nok det produkt, som Rasmus leverer for tiden. Vi kan se, at han har ingen selvtillid osv. Det er en fin forklaring, men det undskylder ikke, at han ofte smider boldene væk på forholdsvist simple tæmninger. Han finder sjældent rummene i feltet og taber igen mange fysiske dueller. Kom igen. Vi vil gerne se ham få sucess. Desuden elsker vi passionen i jubelscenen!

Indskiftere og træner

Manuel Ugarte – 5 (Ind 66′)

Lagde ikke vanvittigt meget mærke til ham. Affyrer fra distancen, men langt forbi. Er naturligvis den sædvanlige kriger, vi kender. Er med i målet og får vel en assist.

Mason Mount – 6 (Ind 66′)

Jeg lagde mærke til Mount. Det er begrænset, hvad man kan opnå på 35 minutter, men han var da evigt inventar i feltet. Kommer til skud flere gange og er MEGET tæt på knalde et mål ind på kontoen. Kæmper det han kan. Godkendt.

Victor Lindelöf – 5 (Ind 66′

United forsvarede jo overhovedet ikke, da Lindelöf kom ind. Gør det han skal, men aktionerne er meget begrænsede.

Chido Obi – 6 (Ind 73′

Han kom ind og prompte, var han farlig. Ved ikke om, det er han statur, men han skaber noget kaos i feltet. Specielt med bolden ved fødderne. Afslutter og kæmper godt! Godt af knægten.

Christian Eriksen – UB

Rúben Amorim – 5

Mja. Det var ikke en specielt god kamp. Forsvaret gør det fint, men der er personlige fejl. Mønstrene offensivt virker til, at de ikke sidder der. Det ender ofte med, at en enkelt spiller skal gøre noget. I anden halvleg var det Bruno og Shaw, der svang taktstokken. Grundstenene er et eller sted på plads og overordnet set, er det en okay kamp. Fejlene skal elimineres eller forsvares bedre. Desuden SKAL offensiven snart stå skarpere afslutningsmæssigt. Coach skifter fint ud, og det virkede til, at holdet havde læst på deres lektier mod Bournemouth sådan nogenlunde.

1 kommentar
  1. Come on….Højlund 4 og Obi 6…?????

    Det er sgu useriøst….

    Højlund er med for at score mål….det gjorde han, og så får han karakteren 4….hvad pokker mere skal knægten gøre …spille som Messi eller Mbappe udenfor feltet…?

    Og så gives der 6 til Obi….for hvad..at være tæt på at score…?

    Pas nu på.at den negative opfattelse af Højlund ikke bliver selvforstærkende….

    Højlund får 6 i min bog….Obi 5.

    Ps: Håber af hele mit hjerte Obana skifter til Saudi-Arabien efter sæsonen…

Skriv et svar
Forrige artikel

Bruno efter kryds mod Bournemouth: Vi scorede for sent

Næste artikel

Amorim: »To point tabt«

ANNONCE