Karakterbogen: »Han er katalysatoren i vores offensive spil«

To unge akademi-drenge leverede en inspirerende indsats, da United slog Wigan Athletic med 0-2 i FA Cuppen. Det er dog vores anfører, som løber med den største hæder efter opgøret. Læs hele karakterbogen her.

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der er decideret ydmygende
2 – Den ringe indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den dårlige indsats, der primært bød på negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999

En spiller skal have spillet mindst 20 minutter for at få en karakter.

André Onana – 6
Vital redning i kampens indledning, da en tværpasning havnede foran Aasgaard i feltet. Derudover var det en meget stille dag på kontoret for førstekeeperen, som tilsyneladende skal spille ALLE kampe i denne sæson for United.

Aaron Wan-Bissaka – 7
Stabilt og solidt fra ‘The Spider’. Meget mere er der ikke at sige til den præstation.

Raphaël Varane – 7
Han agerer, sammen med sin sidemakker, udsmider i dag. Wigans offensive spillere blev kyst, når ham og Evans stødte ud af forsvarskæden for at bryde bolden. Samtidig spiller franskmanden nogle gode bolde ind i Wigans organisation, som kunne have gjort ondt på hjemmeholdet.

Jonny Evans – 7
Kan man blive ved med at blive imponeret over ham her? Jeg kan i hvert fald. I dag havde vores aldrende midtstopper flere offensive ‘raids’ frem i banen, hvor han kommer til indlæg eller løber med i feltet. Hold kæft, hvor er det en fornøjelse, det vores nu 36-årige nordirer præsterer.

Diogo Dalot  (Ud 83′) – 7
I dag viser han, hvorfor han er et rigtig fint alternativ på venstre back, når Shaw er ukampdygtig. Hans offensive udgangspunkt er centralt i banen, hvor han kan lave indvendige overlaps for Rashford. Samtidig giver positionen ham mulighed for at komme på skudhold, og vi så igen i dag, at han er en dygtig afslutter. 

Morten Olsen ville have kaldt ham en polyvalent fodboldspiller.

Kobbie Mainoo – 8
Mainoo var for nonchalant i sin boldomgang i kampens indledning. Det 18-årige kæmpetalent spillede sig dog gevaldigt op, som kampen skred frem og var generelt meget involveret i Uniteds boldomgang. Han er bare en sand nydelse at se på.

Han spiller med en ubegribelig rutine i tilspidsede defensive aktioner i eget felt. Bliver stående på benene og venter på at modstanderne tager sit træk, inden han griber ind. Imponerede. Kandidat til kampens spiller.

Scott McTominay – 6
Tilbage i startopstillingen efter to bænkpladser i træk. Og det var i en mere fremskudt rolle end i indhoppet mod Forest, hvor det mildest talt ikke var en succes at placere ham som 6’er.

McSauce gjorde langt hen af vejen de rigtige ting i dag, men slutproduktet manglede. Han kom, som vi er begyndt at kende ham, frem til mange afslutninger, men nålnæsen havde han desværre glemt på Old Trafford.

Alejandro Garnacho (Ud 87′) – 8
Den hurtige og driblestærke argentiner har det som en fisk i vandet på den højre wing. Modsat Antony kan han gå begge veje. Det giver Uniteds spil en helt anden dimension, at vi også får indlæg fra baglinjen. Det førte også til åbningsmålet.
Går desværre lidt ned i kadence i 2. halvleg, men han bliver ved med at arbejde stenhårdt.

Bruno Fernandes – 8 (Kampens spiller)
Vores anfører er bagmanden i chanceskabelsen gang på gang. Han er katalysatoren i vores offensive spil. Vi ser nogle fremragende aktioner i 1. halvleg, hvor han på få sekunder skaber chancer ud af ingenting.

Derudover går han forrest og får kampen lukket på et vigtigt tidspunkt i dag. Meget klogt sikrer han sig spillets største chance, som han iskoldt eksekverer.

Marcus Rashford (Ud 92′) – 7
En mere genkendelig Rashford i dag, end vi har set i efteråret, synes jeg. Mere udfordrende og selvisk i sit spil. Han har en sublim aktion efter et kvarters spil, som havde fortjent en bedre skæbne. Det vil vi gerne se mere af mod dygtigere modstandere.

Som sin holdkammerat på den anden kant faldt han lidt i niveau i 2. halvleg. Samtidig trak vores engelske landsholdsspiller lidt for ofte tempoet ud af kampen med fodsålen.

Rasmus Højlund (Ud 92′) – 6
Vores danske ven misbruger på det skammeligste tre store muligheder i 1. halvleg. Minimumskravet må være, at han scorer på én af dem. Forarbejdet inden afslutningerne er eksemplarisk, hvilket gør, at jeg slet ikke er bekymret for Højlund.

Angribere bedømmes på mål, og derfor bliver det kun et 6-tal, selvom jeg synes, at der var mange fornuftige ting i hans spil i dag.

Erik ten Hag – 7

Hans mandskab burde have vundet meget mere komfortabelt, end tilfældet blev. Det kan den pressede manager ikke gøre for.

Jeg forstår ikke helt, hvorfor Altay Bayindir ikke får chancen i dagens kamp. Det må været meget demotiverende for ham at opleve. Dog forstår jeg 100 procent, at det stærkeste hold blev sat på banen i dag, så der bliver arbejdet videre med relationerne.

Indskiftere

Willy Kambwala (Ind 83′) – UB

Facundo Pellistri (Ind 87′) – UB

Hannibal Mejbri – (Ind 92′) – UB

Omari Forson – Ind (92′) – Tillykke med debuten! 

1 kommentar
  1. Hvis alle spillerne fik trukket 1 point fra ville jeg være enig i karakterbogen, vi spiller altså mod et bundhold fra League One, tredje bedste række.

    Min MOM er Mainoo, hans glidende og lette bevægelser og touch på bolden er virkeligt imponerende, og så er han kun 18 år gammel, wow et talent.

    Bevares han laver fejl, det gør så unge spillere en gang imellem, de må bare helst ikke koste mål.

    Bruno var god men syntes han bliver for nonchalant i sit spil indimellem og så kan det godt være han bliver “ramt” på det aller yderste af lilletå neglen men bryder mig ikke om at han falder og trækker et straffespark på den baggrund.

    Men det straffe lukkede selvfølgelig kampen….så det er vel svært at bebrejde ham at han faldt så let.

    Men vi er videre og det er det vigtigste.

    FA Cup succes er eneste mulighed for sølvtøj nu så det er all in hele vejen.

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

Diogo Dalot: Vi vil vinde alt

Næste artikel

Erik ten Hag: Alle er optimistiske

ANNONCE