Karakterbogen: Lad dem tomle hjem til Manchester

Det er ingen nem opgave at lyde klog, nuanceret og retfærdig, når man skal give karakterer efter dagens katastrofale resultat mod Grimsby – så det skal du heller ikke forvente. Men vil du læse med om raseri og ren afmagt over tingenes tilstand, er de kommende strofer formentlig lige noget for dig.

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der er decideret ydmygende
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999

Man skal have spillet 20 minutter for at få en karakter.

André Onana – 1

Han koster begge mål, tager dog ét af straffesparkene, men har ikke stærke nok hænder til at tage tre andre, og så går der i øvrigt 12 straffespark ind. Han er en skamplet på Manchester United, og i dag viser han præcis hvorfor. Hvis jeg var Royal Antwerp, havde jeg skruet prisen op for Senne Lammens, for United er desperate.

Tyler Fredericson – 2

Det var ham, der missede sin mand ved 1-0-målet, han så tung ud, når modstanderne havde bolden, og det gik alt for langsomt, når han havde bolden. Det eneste positive var, at hans rædsler sluttede, da United gik til pause.

Harry Maguire – 5 (kampens spiller)

Han kan egentlig godt være sin indsats bekendt. Han scorede målet, der sendte United i straffesparkskonkurrence, og derudover gjorde han det egentlig udmærket. Men han startede kampen med anførerbindet om armen, og han viste ingen tegn på lederskab derinde. Så ryger man en karakter eller to ned. Til trods for det er han dagens mindst dårlige United-spiller.

Ayden Heaven – 2

Jeg lagde mest mærke til ham, når han smed bolden ud over sidelinjen. Og så bemærkede jeg, at også han blev flået ud i pausen.

Diogo Dalot – 3

Han gjorde ikke meget for at beskytte stakkels Fredericson, der havde en mareridtskamp. Portugiseren havde en håndfuld positive aktioner og scorede trods alt på sit straffespark, men så er der ikke meget mere positivt at sige om dét.

Manuel Ugarte – 1

Jeg er sikker på, han ønsker at lykkes pokkers meget i Manchester United. Men i dag leverede han en joke af en præstation, og jeg kan umuligt se ham nogensinde få niveau til noget af det, vi drømmer om, at United skal blive engang. Igen. Symbolsk nok blev også han flået ud i pausen.

Kobbie Mainoo – 2

Englænderen sniger sig op på et to-tal, fordi hans assist til Bryan Mbeumo var fin. Ellers var han elendig. Hvis en af de to store Madrid-klubber skulle holde øje med ham, må han håbe, at de ikke fik tændt for tv’et her til aften.

Patrick Dorgu – 2

Jeg har bestemt ikke givet op på Patrick Dorgu, tværtimod – jeg tror, han er fremtiden på wingbacken, og han er startet fint ud i denne sæson. Men kampen i dag var en katastrofe.

Matheus Cunha – 3

Kudos til brasilianeren for altid at tage initiativ, men stort set intet lykkedes for ham i dag. Og så brændte han også straffesparket på det skammeligste, da han havde muligheden for endegyldigt at sende United videre.

Benjamin Sesko – 2

Den lange slovener lignede en hund i et spil kegler omkring League Two-forsvarsspillerne. Han havde et lovende hovedstødsforsøg, som blev reddet fornemt, men ud over det lagde man kun mærke til ham, når han mistede bolden. Og det var relativt ofte.

Amad – 1

Det skærer mig i hjertet at smide et et-tal hans vej, men han smed bolden væk til 1-0-målet og var absolut intetsigende fremad i banen. Vores definition af et et-tal skal være, hvis en indsats har været ydmygende, og at han så overmatchet ud af en række gutter, der ikke har niveau til mere end den danske første division, siger alt.

Indskiftere:

Matthijs de Ligt – 5

Han gjorde egentlig et udmærket indhop og kom i nogle fine positioner særligt fremad i banen. Det er ikke hans skyld, at det endte, som det gjorde i dag. Men altså – så var det heller ikke bedre. Og det var modstanderen heller ikke. Eller det var de åbenbart.

Bryan Mbeumo – 3

Han scorede et kælent, kælent mål til 2-1, som kan give noget håb for, hvad det kan blive til med ham i fremtiden. Men han skulle have taget et yderligere ansvar på sig for at skabe noget i anden halvleg, og det blev ikke til meget. Og så brændte han også straffesparket, som endegyldigt sendte United ud, og det tæller heller ikke op.

Mason Mount – 4

Han lagde indlægget til Maguires mål, kan jeg læse, så det skal han have ros for, men ellers gjorde han heller ikke nogen figur af sig. Han smed ikke bolden væk, og det er jo de små ting, vi må finde glæde i, når vi evaluerer en kamp som denne.

Ruben Amorim – 1

Det bedste argument for at støtte op om Ruben Amorim er, at det ikke kommer til at hjælpe noget at fyre ham. Så det gør jeg. Men jeg er dybt, dybt bevidst om, at Ruben Amorim er meget, meget, meget medskyldig i, at tingene er, som de er. Det er ikke Glazers’ skyld, at Manchester United ikke kan levere i dag. Det er hans og spillernes ansvar. Han har stadig et job i morgen, men det skal til at forbedre sig i en allerhelvedes fart, for det, vi har været vidne til i dag, har været pinligt.

Sir Matt Busby må vende sig i sin grav.

1 kommentar
Skriv et svar
Forrige artikel

Amorims mareridt fortsætter: Elendige United ryger ud af cuppen

Næste artikel

Grimsby-keeper er United-fan: - Helt ærligt, så er jeg halvtosset!

ANNONCE