Karakterbogen: Præstationer på det jævne

Man skulle desværre lede længe for at finde de helt gode præstationer i dag. Læs vores karakterer herunder.

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der ikke bød på noget nævneværdigt
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med.
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999

David de Gea – 7
Egentlig er der intet at sætte på hans indsats, så meget var der ikke at lave, men når han skulle i ilden, var han klar. Evertons mål kunne han intet gøre ved.

Aaron Wan-Bissaka – 7
I virkeligheden også en fin kamp af højrebacken, som – selvom han spillede overfor en Demarai Gray i stort spillehumør – fik lukket fint ned og faktisk fik bidraget mere offensivt end vi som regel er vant til.

Raphael Varane – 8 (Kampens spiller)
Når det kniber med offensiven, er det fedt, at United har fået en så stor kapacitet ind i midterforsvaret. Sætter stort set ikke en fod forkert, og “Rolls Royce”-prædikatet passer perfekt på ham.

Victor Lindelöf – 6
Ikke helt ligeså i øjnefaldende som sin forsvarskollega, og han så da skidt ud i et par sekvenser, men ellers fik han gjort det okay derinde. Igen, ikke hans skyld, at der er offensive problemer på holdet.

Luke Shaw – 6
Luke Shaw vintage performance med masser af offensivt engagement, men de sidste kombinationer sad der ikke i dag, som vi ellers er vant til. Derfor er det fair at være kritisk, hvis han skal anses som en af verdens bedste på sin position.

Fred – 4
Ja, vi er nu i Freds fjerde sæson, og det er alt for ofte, vi ser præstationer som disse. Han er tydeligvis en fremragende presspiller og dækker store områder, men han er simpelthen for begrænset på bolden. Derfor var det meget logisk, at han blev taget ud efter en times tid til fordel for Pogba.

Scott McTominay – 6
Lidt bedre var det så fra hans midtbanekollega. Man kunne stadig godt ønske sig lidt mere kvalitet på bolden, men hans energi og offensive løb giver altså holdet dét ekstra, selvom han ikke leverede sin bedste kamp i dag.

Mason Greenwood – 7
I øjeblikket får man fornemmelsen af, at skal der komme noget fornuftigt offensivt, skal det komme fra den nu 20-årige angriber. Har mange fine dribleture, afleveringer og indlæg. Specielt hans involvering i Uniteds scoring viste, hvor god, han er.

Bruno Fernandes – 6
Leverede en genial assist til Anthony Martials mål, som i den grad må tælle opad, men derudover var det desværre ikke meget, der lykkedes for ham. Til gengæld skal han have kæmpestor cadeau for sit store arbejde defensivt og sin enorme energi. Det giver sgu noget ekstra.

Anthony Martial – 6
Scorede et rigtig fint mål, og jeg synes virkelig, det klæder ham at komme ud på kanten, hvor han kan få mere plads og få lov til at udfordre en mod en. Ikke alt var knivskarpt fra ham i dag, men der er da klart noget potentiale at arbejde på.

Edinson Cavani – 4
Det kan være, det hænger sammen med, at han ikke fik det store at arbejde med, men farlig blev Edinson Cavani altså ikke i dag. Til gengæld leverede han en stor arbejdsindsats, i stor konstast til ham, der erstattede ham senere i kampen.

Indskiftere:

Jadon Sancho – 7
Klart den bedste og mest farlige af udskifterne. Jeg tror ikke, han ikke lykkedes med en en mod en-duel, og hans spil i relationerne bliver ligeså stille bedre. Fortjener en startplads næste kamp.

Cristiano Ronaldo – 3
Som det er med spillere af hans status, er man nødt til at være kritisk, når han ikke leverer mere, end han gjorde i dag. Kom til en chance, men derudover var han helt usynlig og derudover også ikke-eksisterende i Uniteds presspil.

Paul Pogba – 5
Kæmpede lidt med at finde sig til rette i kampen. Lykkedes et par gange med at komme i fine positioner på kanten af feltet, men ellers skal mere lykkes for ham fremover.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

Skal du opleve Ronaldo, Sancho og resten af stjernerne på Old Trafford i den nye sæson? Læs vores guide til kampbilletter her

 
Forrige artikel

Grim kamp ender i remis på Old Trafford

Næste artikel

Skuffet Fernandes efter kampen: "Hvis vi vil vinde sølvtøj, må vi gøre det bedre"

ANNONCE