Kevin Moran spillede i United fra 1978 til 1988, og nåede at spille mere end 250 kampe for de røde djævle i denne periode. Den tidligere irske landsholdsspiller mener ikke at David Moyes var rette mand til posten som manager efter Sir Alex.
– Jobbet var for stort for David Moyes. Det var lidt en overraskelse at han fik det, når folk som Mourinho var på markedet samtidig. Manchester United er så stor en klub, at det kræver en manager der ved hvad det kræver at vinde titler. At komme her som manager, specielt efter Fergusons periode, det var for stort et job for ham, siger Moran til Newstalk.
57-årige Kevin Moran er en af dem, der gerne så portugisiske Jose Mourinho overtage tjansen som manager i United, også selv om han til tider kan være en noget speciel manager og person.
– Det siges at Mourinho ikke er lang tid i hans klubber, men jeg er ikke enig. Han ville gerne blive i Chelsea, men Abramovich fyrede ham. I Inter blev han set på som en midlertidig løsning, mens der konstant var problemer mellem portugiserne og spanierne i Real Madrid. Han har altid sagt, at han vil tilbage og være manager i England, da han elsker medierne og fansene her.
– Jeg tror han ville have elsket at være manager i United. Ja, han udviser noget arrogance og lidt dårlig opførsel nogle gange, men Mourinho har en fantastisk evne til at vinde kampe og trofæer. Det er lige netop hvad United handler om, siger Moran.
Jose Mourinho er dog pt ansat i Chelsea, og det er tvivlsomt om han selv og ikke mindst Chelsea er klar til et skifte til sommer. Skulle det blive et nej fra Mourinho og Chelsea, er Kevin Moran lun på at hente en anden manager med Chelsea-erfaring til United.
– Jeg så gerne at man overvejede Carlo Ancelotti. Men jeg tror United har en mand i tankerne. Dette her er et svært sted, også for store spillere, der har haft stor succes andre steder i karrieren. Forventningerne er enorme her, lyder det fra Kevin Moran.