Auktionshuset i Chester har nok ekstra mange interesserede købere, når auktionen bliver skudt i gang den 5. oktober. Auktionariussen har nemlig en lang række Manchester United-ting med på listen.
Den tidligere United-forsvarer Tony Dunne har valgt at sætte en række af sine medaljer, spillertrøjer og vimpler til salg. Det skriver Chester Chronicle.
På auktionen, der starter kl. 11 engelsk tid næste onsdag, kan man således sikre sig Dunnes originale spillertrøje fra 1968-finalen i Europa Cuppen, hvor Manchester United besejrede Benfica på Wembley. Den alene menes at kunne indbringe 10-15.000 pund – et sted mellem 85 og 130.000 kroner.
Desuden sælger Dunne også sin FA Cup-medalje fra 1963. Den er vurderet til 8-10.000 pund – 68-85.000 kroner.
Skulle du have lyst til at finde den helt store pengepung frem, så kan du også erhverve dig en – eller måske begge – af de Premier League-medaljer, som en unavngiven Manchester United-spiller vandt i 1993/94 og 1995/96. De er vurderet til 15-20.000 pund – hver. Altså helt op til 171.000 kroner per styk.