Koeman og co snuppede sejren

United skuffede fælt på hjemmebane, og tabte 0-1 til Southampton.

United har været noget svingende i denne sæson. Generelt har præstationerne været ganske gode hjemme på Old Trafford, mens det har knebet noget mere med at præstere på udebane.

I dag var Southampton så på besøg på Old Trafford, men United spillede som om det var de røde djævle der var på udebane. Spillet var langt fra godt nok, og gæsterne kunne derfor rejse hjem til det sydlige England med alle tre point efter sejren på 0-1.

Gæsterne startede kampen bedst, og uret skulle næsten runde de fem minutter før United for alvor kom over midterlinien. United var igen i 3-5-2, hvor der var comeback til Daley Blind. Hollænderen gik ind som den venstre del af forsvarskæden, mens Angel Di Maria startede på toppen ved siden af van Persie.

Blind leverede en fin præstation, og kom i anden halvleg længere frem på banen da Luke Shaw gik ud. Blind kom frem til flere fine indlæg, der dog aldrig blev udnyttet. Di Maria havde til gengæld ikke en god kamp i angrebet, og virkede ikke som en mand i form. Måske var det forkert af van Gaal ikke at have Falcao med i dag?

De første 45 minutter var kendetegnet ved næsten ingen chancer til hverken United eller Soton. Både David de Gea og Fraser Forster havde ikke meget at lave i målene. United manglede tempo i spillet, hvor det kun var Antonio Valencia der få gange fik sat speed på over højrekanten.

I anden halvleg blev det ikke meget bedre for Uniteds vedkommende, der manglede stadig kreativitet, ideer, bevægelse og tempo når United kom over midten. Van Persie gik ud med en skade, mens Di Maria løb tør for kræfter kort efter. Det gav ikke de store ændringer, måske bortset fra et godkendt indhop af Fellaini, der vandt flere dueller omkring gæsternes felt.

Southampton satte Dusan Tadic på banen, og han udnyttede en mulighed i feltet efter små 70 minutters spil. Tyler Blackett fik ikke trukket offside i første omgang, og Pelle sendte bolden på stolpen. Returen var Tadic først over, og sendte bolden ind bag en chanceløs de Gea.

United satte lidt mere tryk på, uden dog for alvor at spille gæsterne ud af banen. Juan Mata burde dog have puttet minimum en enkelt bold i kassen i dag. Tre gode muligheder blev det til for spanieren, der da også så frustreret ud efter kampen.

Det var Uniteds første nederlag hjemme på Old Trafford, siden Swansea i premieren tilbage i august rejste fra Manchester med alle tre point.

Ikke meget fungerede for United i dag, og Louis van Gaal kan umuligt være tilfreds med præstationen fra hans udvalgte. Specielt frustrerende må det være, at der knap nok blev skabt chancer og at tempoet var så lavt. Ronald Koeman derimod kan rejse tilbage til Southampton som en glad mand, efetr han besejrede sin hollandske rival, og nu er oppe som 3’er i ligaen.

Southampton gik med sejren altså forbi United, og med Arsenals sejr tidligere på dagen, har United nu blot et point mere end Arsenal på femtepladsen. Med andre ord, skal der altså helt andre boller på suppen, hvis United skal fastholde en position i ligaen, der giver adgang til Champions League næste sæson.

Forrige artikel

LVG: Har ikke talt med Falcao

Næste artikel

Rooney: Vi havde fortjent sejren

ANNONCE