Både Wayne Rooney, Wes Brown og Rio Ferdinand var med i startopstillingen for England, som hjemme på Wembley tog imod Kasakhstan. Ferdinand var i John Terrys fravær udnævnt til engelsk anfører, og han gik forrest ved at bringe England på 1-0 i starten af anden halvleg. Indtil da havde englænderne haft spillet, men ikke formået at score, mens Kasakhstan havde haft et par farlige kontrachancer.
I det 77. minut sendte Wes Brown et glimrende indlæg ind i panden på Rooney, der kunne sende værterne i front med 3-1. Kort efter øgede samme Rooney til 4-1, og fortsatte dermed sin fine scoringsstime for både United og England. Defoe afsluttede showet på Wembley, og det blev til 5-1-sejr til England.
I kvalifikationsgruppe 1 var Portugal på besøg i Sverige. Carlos Queiroz havde Cristiano Ronaldo tilbage efter hans skadespause, og han startede inde sammen med Nani. Det lykkedes dog ikke portugiserne at få scoret, og de måtte tage til takke med 0-0 og et enkelt point. Nani blev kort før tid erstattet af Danny fra Zenit St. Petersborg, mens Ronaldo spillede hele kampen.
Edwin van der Sar var blevet kaldt tilbage til den hollandske trup, selv om han egentlig havde lagt de internationale handsker på hylden efter sommerens EM. Men grundet skader til flere af de sædvanlige førstevalg havde han sagt ja til et kort comeback for “Oranje.” Van der Sar spillede hele kampen, men selvom han formåede at holde buret rent i 2-0-sejren over Island, har han ikke tænkt sig at vende tilbage Bert van Marwijks tropper igen.
Jonny Evans fik endnu engang fuld spilletid i for Nordirland, der tabte 2-0 i Slovenien. Han fik kort før tid en advarsel, hvilket holder ham ude af onsdagens kvalifikationskamp hjemme i Belfast mod San Marino.
Serbien vandt hjemme sikkert med 3-0 over Litauen. Nemanja Vidic fik fuld spilletid og fik tiltrukket sig en advarsel undervejs i kampen.
Frankrig fik kæmpet sig tilbage efter en skidt start og nede 2-0 i Rumænien. Mål fra Ribery og Gourcuff sikrede franskmændene det ene point. Patrice Evra spillede hele kampen, men leverede en middelmådig indsats med mange fejlafleveringer.
Darren Fletcher var anfører for Skotland, som hjemme ikke formåede at nedbryde den norske mur, og det blev blot til 0-0. Fletcher spillede en solid kamp og var med i samtlige 90 minutter.
Carlos Tevez spillede hele kampen, da Argentina besejrede Uruguay med 2-1. Angrebskollegerne Lionel Messi og Sergio Agüero stod for scoringerne, mens Tevez måtte nøjes med at blive noteret for en advarsel.