Legende overtager midlertidigt ansvaret for det irske landshold

John O’Shea skal stå i spidsen for det irske landshold i de næste kampe.

394 kampe i løbet af 12 år fik John O’Shea som spiller for Manchester United. Siden har forsvarsspilleren tørnet ud for Sunderland og Reading, inden han stoppede sin aktive karriere i 2019.

Indtil videre har den nu 42-årige været en del af trænerteams i Reading og Stoke og senest en del af Wayne Rooneys trænerstab i Birmingham. Da Rooney blev fyret, endte O’Sheas ophold i klubben også.

Udover sine trænerophold i diverse engelske klubber har O’Shea også været assistent for både Irlands A- og U21-landshold. Nu overtager han midlertidigt cheftrænerrollen for sit hjemland, efter Stephen Kenny forlod jobbet som Irlands landstræner tilbage i november efter, at det ikke lykkedes for den grønne ø at kvalificere sig til EM. Dermed får O’Shea ansvaret for Irlands venskabskampe i marts mod henholdsvis Belgien og Schweiz,

– Jeg har altid været enormt stolt over at repræsentere mit land, hvad enten det var i min spillekarriere eller som en del af trænerstaven, udtaler O’Shea, der har spillet 118 landskampe for Irland og tilføjer:
– Jeg har stor tro på denne gruppe af spillere.

Det irske fodboldforbund er glad for at få tilknyttet O’Shea, men bekræfter ved samme lejlighed, at man forventer at have en permanent træner på plads i starten af april

 

Forrige artikel

Dårligt nyt: Maguire er ude, og to andre profiler er tvivlsomme

Næste artikel

Startopstillingen: Manchester United ændrer i startopstillingen efter nederlaget til Fulham

ANNONCE