Wayne Rooney er en vigtig brik for det engelske landshold, også selvom han er spæret i gruppespillet.
Sådan lyder det nu fra den tidligere engelske landsholdsspiller, Geoff Hurst, der sikrede England deres eneste VM-titel til dato, da han scorede det kontroversielle sejrsmål i finalen mod Vesttyskland i 1966.
”Jeg synes, at de bør tage Wayne Rooney med, også selvom han er suspenderet i turneringens indledende fase. Jeg ville i hvert fald gøre det uden at tøve,” siger Hurst til Goal.com.
”Jeg synes, det ville være storartet, hvis vi gør det godt med en Rooney på bænken, som bare venter på at komme på banen,” fortsætter den 69-årige englænder.
Den tidligere West Ham-spiller mener samtidig, at det vil være en motivationsfaktor for de unge spillere, hvis de kan skæve til Rooney på sidelinjen.
”Så vil de unge spillere også vide, at de bliver nødt til at præstere for at blive på holdet. Og så bliver vi nødt til at hanke op i os selv for at avancere til knock out-fasen,” siger Hurst.
Der bliver trukket lod til gruppespillet i dag klokken 18.