Reserverne fik chancen fra start i dagens FA Cup-kamp mod Southampton, og det betød, at danske Anders Lindegaard var at finde mellem stængerne. Det blev en meget jævnbyrdig kamp mellem Uniteds næstbedste og holdet fra sydkysten.
I første halvleg var det småt med store chancer, og Lindegaard fik sjældent mulighed for at vise sit værd. ”The Saints” var farligst ved dødboldsituationer, men havde i lang tid svært ved at skabe de helt store muligheder.
Uniteds bedste afslutning før pausen var egentlig ment som et indlæg. John O’Shea spillede Michael Owen fri i højre side, og angriberens indlæg dykkede bag keeper Bartosz Białkowski og ramte stolpen. Uheldigvis gik bolden ikke i mål.
I stedet kunne hjemmeholdet gøre det til 1-0 før pausen. Jonny Evans burde måske have gjort det bedre, da Richard Chaplow spillede sig fri med Lindegaard. Et drømmehug op i nærmeste hjørne efterlod ingen chance til danskeren, og så var Southampton pludselig foran.
Wes Brown erstattede Fábio i pausen, og kort inde i anden halvleg blev både Ryan Giggs og Nani sat på banen. Herefter gik det en del bedre for United, som skulle vise sig at stjæle sejren.
Et indlæg fra Gabriel Obertan blev afrettet af en Southampton-spiller, og så stod Michael Owen på det rigtige sted. Med hovedet sendte 31-årige Owen uhindret bolden i mål til 1-1.
Ligesom i tirsdags mod Blackpool fik United vendt et truende nederlag til sejr. Southampton mistede bolden på egen banehalvdel. Ryan Giggs afleverede til Javier Hernández i feltet, og mexicaneren formåede fra en næsten liggende position at prikke kuglen i nettet.
Herefter gik luften lidt af ballonen, og yderligere store muligheder udeblev. United vandt 2-1 med hiv og sving og er klar til femte runde af FA Cuppen.