Manchester United kunne tidligere onsdag meddele, at klubben ikke forlænger med Jesse Lingard, som efter 20 år hos “De Røde Djævle” skal finde sig en ny arbejdsgiver.
Mærk suset på Old Trafford: Se de bedste rejsetilbud her
Den 29-årige midtbanespiller kom til United som U9-spiller i 2001, og siden da er det blevet til 232 kampe for klubbens førstehold. Lingard har undervejs været på lejeophold hos Leicester, Birmingham, Brighton, Derby og senest West Ham.
– De seneste uger har været emotionelle, fordi jeg forlader en klub, jeg betragter som familie, starter Jesse Lingard et opslag på Instagram.
– Efter 22 år har jeg haft så mange specielle øjeblikke og momenter, som jeg vil værdsætte for evigt. Tak til alle spillere, jeg har spillet med over årene. Jeg har fået venner for livet, og vi har haft det sjovt undervejs.
– Jeg vil også sige stort tak til de mange trænere, jeg har arbejdet under, fra jeg var ni år til i dag. Hver og en har hjulpet mig på mange forskellige måder, og jeg sætter pris på, hvordan trænerne har troet på mig og alle lært mig noget forskelligt.
– En stor tak til staben bag holdet – alt lige fra kokkene og rengøringspersonalet til holdlederen. Alle har spillet en rolle i, hvor jeg er i dag, lyder det fra Lingard.
Der er endnu intet nyt om, hvor Lingard skal spille, når hans kontrakt med United udløber i slutningen af juni.