Longread: Da OldTrafford.dk mødte Solskjær i Molde

I anledning af Ole Gunnar Solskjærs forfremmelse til permanent manager bringer vi det eksklusive interview med nordmanden, som redaktør Emil Jørgensen lavede, da han besøgte ham i Norge i oktober sidste år.

Interviewet er oprindeligt blevet bragt i OldTrafford.dk’s jubilæumsbog “Sammen om United i 15 år”, som blev udgivet i december 2018. Du kan stadig sikre dig et eksemplar af bogen. Prisen er 129,- inklusive forsendelse. 

Interview med Ole Gunnar Solskjær: Om ”The United Way”, fortidens ledere på Old Trafford og målet, der var mere forløsende end det famøse i ’99

Krøllerne er grå, og årene har sat sine spor i det berygtede babyfjæs. Ole Gunnar Solskjær kan ikke løbe fra, at han er blevet 45 år gammel. Men de runde kinder, det drengede smil og de krystalblå øjne suger mig øjeblikkeligt 15-20 år tilbage i tiden, da jeg med bankende hjerte bliver budt velkommen på Aker Stadion i Molde af en af Manchester Uniteds største helte i klubbens nyere historie.

– Hyggeligt at træffe dig. Går det bra? spørger han, da han trykker min hånd.

Vi går ind på Ole Gunnar Solskjærs kontor, hvorfra der er udsigt til Moldefjord og bjerge med sne på toppen. På væggen hænger et stort billede fra hans testimonial-kamp på Old Trafford i 2008, og på bordet ligger et par håndfulde chokolade, som han hurtigt fejer væk.

Manden over for mig udødeliggjorde sig selv, da han satte foden på et Teddy Sheringham-hovedstød i 1999, scorede til 2-1 mod Bayern München og sikrede Manchester United ”The Treble.” Han har spillet med Cantona, Keane, Giggs, Ronaldo og Rooney, nettet 126 gange for United og vundet Premier League seks gange. Hans navn bliver stadig sunget på Old Trafford.

Det er uvirkeligt at tænke på. Specielt fordi den legendariske nordmand kom til Manchester som en totalt nobody i sommeren 1996. Sir Alex Fergusons plan var, at den 23-årige gut, med halvanden sæson i Norges bedste række og en håndfuld landskampe på CV’et, skulle spille med reserverne frem til jul, og så måtte trænerteamet vurdere, om han skulle have chancen.

”Frem til jul”-taktikken varede to kampe. Ole Gunnar Solskjær imponerede så meget for reserverne, at han fik debut den 25. august mod Blackburn. United var bagud 2-1, den ukendte normand blev skiftet ind, og seks minutter senere havde han scoret til 2-2.

Solskjær klikkede med Eric Cantona og endte med at blive Manchester Uniteds topscorer med 18 mål i sin debutsæson. Og det, tænker jeg, er et meget godt sted at starte interviewet.

– Hvilken attitude kom du til Manchester United med i 1996?

– Jeg var ”quietly confident”, som det hedder på engelsk. Jeg havde kæmpe tro på mine evner som målscorer. Faktisk påstår jeg stadig i dag, at jeg er den bedste.

– Den bedste i United eller i verden?

– Hvad er forskellen? Haha. Ej, men samtidig var jeg også ydmyg omkring den chance, jeg havde fået, og jeg var altid fuldt koncentreret. Jeg spillede effektivt og simpelt. Get rid of the ball, into the net var min filosofi. Og nu havde jeg bare fantastiske spillere omkring mig.

– Gjorde du noget for at lære Manchester Uniteds historie, kultur og filosofi at kende?

– Nej. Det kom helt af sig selv. Du møder på job, du ser en fantastisk trænings- og vinderkultur i nostalgiske omgivelser på The Cliff. Sir Bobby Charlton rejser med holdet rundt. Sir Alex Ferguson bruger historiske statements som: ”Sir Matt Busby sagde, at folk kommer på lørdag for at se Manchester United, og de skal have 90 minutter med underholdning, de skal have valuta for pengene.” Du føler dig direkte forbundet med legenden fra 1968. Du har en spiller som Eric Cantona i truppen, som bare har en aura af ”We are Man United. We play football.”

– Not Arrogant, Just Better.

– Ja for så vidt, men stadig en familieklub med nærmest arbejderklasseagtig mentalitet. Sir Alex havde bygget en mentalitet op ala, ”hvad kan DU gøre for klubben”. Spillerne var meget jordnære, og hvis nogen ikke fattede, at vi kæmpede for et fælles mål, så røg de på porten. Sådan var kulturen. Når stadionlamperne lyste Old Trafford op på en Champions League-aften, så forsvandt personen Ole Gunnar Solskjær, og jeg blev en undersåt, hvis eneste formål var at tjene holdet.

Hvalpe bliver til mænd

Lige nu og her, på kontoret i Molde, er den tidligere Manchester United-spiller i den grad til stede. Han rejser sig og sparker ud i luften, når han forklarer sin angrebsfilosofi. Han imiterer Eric Cantonas stemme, når han taler om franskmanden. Og han griner høfligt, da han opdager, at jeg er ved at tabe underkæben.  

Jeg genfinder fatningen.

– Hvem var lederne dengang?

– Eric Cantona var lederen i min første sæson, ingen tvivl om det. Han var en stille person. Men i egenskab af den personlighed han havde – at han krævede så meget af sig selv, trænede ekstra og forlangte, at fodbold skulle være kunst – var han inspirerende. Eric ville hellere tippe den op og flugte den i mål, end han ville bruge en inderside. Han var unik. Og han kunne vældig godt lide mig! Tit, når vi gav bolden op, sagde Eric ”you will score today. It is easy, you are a great player”. Han lagde op til mange af de 18 ligamål, jeg scorede i første sæson.

– Er han den bedste spiller, du har spillet sammen med?

– Uhh den er svær! Hvis jeg måtte vælge en spiller, som jeg skulle tage med mig på mit hold, så havde jeg taget Roy Keane. Han påvirker alle omkring sig til at spille bedre. Men jeg er også næsten nødt til at sige Cristiano Ronaldo, for han er i mine øjne verdens bedste fodboldspiller. Men Eric Cantona. Og Paul Scholes, Ryan Giggs, David Beckham og Ruud van Nistelrooy! Men først ville jeg vælge Roy Keane.

– Hvem blev lederne, da Eric Cantona stoppede efter din første sæson?

– Peter Schmeichel, Roy Keane, Gary Pallister og Brian McClair var allerede ledere. ”The Class of 92” – Ryan Giggs, Paul Scholes, David Beckham, Nicky Butt, Gary og Phil Neville var kulturbærere, fordi de kom ud af akademiet, men langsomt blev de også ledere.

– Hvordan sker det, at man går fra at være ung spiller til at være en leder?

– Næsten alle går samme rute. Du kommer ind som ung gut og er lidt usikker. Så viser du falsk arrogance for ikke at virke kuet. Så bliver du gradvist mere sikker på dig selv. Det gør så, at du bliver mere afslappet, du bliver en personlighed, og du bliver bedre til at hjælpe andre. Både Cristiano Ronaldo og Wayne Rooney var ekstremt fokuserede og koncentrerede, da de kom ind. Men langsomt blev de bekræftet i, at de var gode og på vej til at blive store stjerner. Så slappede de af, og da det skete, begyndte de at blive store personligheder.

– Hvordan oplevede du kulturen i omklædningsrummet i dine første sæsoner i slut 90’erne i forhold til dine sidste sæsoner 10 år senere?

– Den forandrede sig rigtig meget. I gamle dage var der ritualer for de unge spillere, som kom igennem akademiet. De skulle rejse sig op og synge, danse eller ”whatever” for førsteholdsspillerne. Det sker ikke i dag. Og det har, sammen med agenternes høje indflydelse, været med til at gøre, at spillerne er mindre selvstændige, hvis du spørger mig. Færre personligheder kommer frem i dag. Fortidens ritualer var med til at give nogle af spillerne mental styrke og gøre, at de kunne overleve i en hård fodboldverden.

– Synes du, at spillerne er mindre ”tough” i dag?

– Ja, det synes jeg. Wes Brown pudsede Eric Cantonas sko, men i dag har de unge spillere sikkert 100 par sko selv og alle mulige folk, der hjælper dem.

Triple-vodka-shots

Det banker pludselig på kontordøren, og en lyshåret kvinde i 30’erne stikker hovedet ind. Det er Heidi fra receptionen. Hun vil sikre sig, at Ole Gunnar Solskjær ved, at der er andre journalister i kø. Den lokale presse vil snakke om kampen på søndag. 

– Ja, ja, alt er bra, siger Molde-cheftræneren med et stort smil fra øre til øre.

Jeg kigger ned på min liste med spørgsmål og tænker, at alt ikke er bra, og at de 30 minutter, jeg blev stillet i udsigt, slet, slet ikke er nok.

Hvad er det vigtigste, Sir Alex har lært dig?

– Hvis du scorer fire mål mod Everton lørdag, så betyder det absolut ingenting mod Valencia i Champions League om onsdagen. Glem det, og kom videre. Du skal ikke hvile på laurbærrene. Ny dag, ny dag, ny dag, det er den eneste mentalitet, der sikrer, at du bliver ved med at vinde. Det lærte Sir Alex mig.

– ”The Treble”-holdet blev magelige efter triumfen i 1999. Det skriver Roy Keane i sin selvbiografi fra 2003. Er du enig i den kritik?

– Ja. For nogle blev det en sovepude. Personligt så jeg det mere som en inspirator. For mig var det ligesom en mulighed til at bide mig mere fast i startopstillingen i 2000/01-sæsonen og blive mere etableret.

– Nu vi er ved ”The Treble”. Er du blevet træt af at fortælle om, hvordan det føltes, da du sparkede bolden i tyskernes mål og afgjorde Champions League-finalen?

– Nej! Men det er umuligt at svare på. For når du spiller, så er du så fokuseret og koncentreret på dit job og dine arbejdsopgaver, at du slet ikke tænker. Som supporter, så kan du tænke på alt muligt og være nervøs og forløst, men vi som spillere tænker ”næste bold, næste tackling, næste løb”. Men det er da klart, det er målet, der har forandret mit liv for altid. Alle United-supportere takker mig for det.

– Hvad sagde Ferguson til dig, inden du kom ind?

– Ikke ret meget. Han coachede Teddy Sheringham i lang tid i pausen, og det gjorde mig sur. ”Jeg har scoret 17 mål for dig i den her sæson, primært som indskifter. Skal du ikke snakke med mig?” tænkte jeg. Så satte han Teddy ind, og jeg følte bare, ”jeg skal fandme vise ham, når han sætter mig på banen.” Fergie vidste præcist, hvad han gjorde. Han vidste, hvordan han skulle tænde mig. Efter kampen havde jeg glemt min vrede, og jeg kan huske, at jeg bare tænkte, at bossen fortjente at vinde Champions League så meget. Vi gjorde det for ham.

– Hvordan fejrede du det efter kampen?

– Puha. Vi havde en fantastisk fest på et hotel i Barcelona hele natten. Der blev ikke bestilt single, ej heller double, men triple-vodka – så det var ”Treble”-vodka. Det blev en vanvittig fest, og jeg tror, jeg fik sovet en time, før vi skulle flyve hjem til Manchester og direkte i paradebus med pokalerne rundt i byen. Der sad jeg allerbagerst med Roy Keane, Paul Scholes og Jaap Stam og ville bare gerne hjem.

– Er det sandt, at du blev skadet, da du gled på knæene efter scoringen?

– Ja, det er sandt. Men skal jeg være ærlig, kunne det lige så godt have sket på dansegulvet om natten… Det var en ledbåndsskade, som holdt mig ude i 7-10 dage. Det var det værd, og selvom der går rygter om det, havde den intet med min alvorlige knæskade at gøre.

Her kunne interviewet godt have været stoppet brat. Min tid er gået. Men Ole Gunnar Solskjær kan enten se desperationen i mine øjne eller læse mine tanker. I hvert fald tilbyder han mig at komme igen næste formiddag, inden jeg flyver hjem til Danmark.

Det er en aftale.

Resten af dagen i Molde bruger jeg på at transskribere interview, kigge på regnen, der siler ned i fjorden og forberede mig mentalt på anden runde med Uniteds ikoniske nummer 20. Jeg falder i søvn, mens jeg ser en 30 minutter lang YouTube-video med alle hans 126 mål i United-trøjen.

Tre år langt skadeshelvede

Næste dag får jeg en stor krammer i receptionen af Heidi. Ole Gunnar Solskjær giver mig et fast håndtryk – mere havde næsten også været for meget af det gode.

Det lune humør, som jeg efterlod ham i, er tilsyneladende intakt. Men jeg er nødt til at tage et emne op, som ikke er sjovt at tale om. Jeg skal høre ham om de knæskader, der holdt ham mere eller mindre udenfor grønsværen i tre år, og som kastede store skygger over slutningen af hans Manchester United-karriere.

– Kan du huske situationen, da du blev rigtig skadet?

– Ja. Det var den 27. august 2003, hjemme på Old Trafford mod Wolverhampton. Jeg havde startet sæsonen godt, og bossen ville bruge mig som fast mand på højrekant i stedet for David Beckham, der var blevet solgt til Real Madrid. Paul Scholes slår en lang bold til mig, jeg tæmmer den, tager et træk og mærker et twist.  Jeg kunne mærke den ikke var god. Så fik jeg behandling og kom faktisk tilbage. Jeg spillede mod Panathinaikos i september og scorede. Men jeg var ikke alright. Og så måtte jeg igennem store operationer. Det var en vældig, vældig alvorlig ledbrudsskade, et af de steder, hvor cellerne ikke reparerer sig selv. Så jeg måtte have en transplantation.

– Var du ved at kaste håndklædet i ringen?

– Ja. Det var jeg flere gange. Jeg ville tilbage, men jeg var usikker på, om jeg kunne blive god igen. For at spille i Manchester United skal du være 100 procent, og hvis det kun bliver 90 procent, så går det ikke. Bossen udtalte også, at han ikke var sikker på, at jeg nogensinde ville spille igen. Men mens jeg så kampene i fjernsynet, kunne jeg høre fansene synge mit navn. Den måde, de ventede på mig, gjorde mig nærmest flov. Nu har jeg været skadet i seks måneder, 12 måneder, 18 måneder – og når jeg kom tilbage vil jeg ikke være lige så god, som de husker mig, tænkte jeg. De gav mig ekstra motivation. Men først og fremmest var der den indre drive. Min søn, min familie – de skal se mig spille fodbold.

– Hvordan var din hverdag i skadeperioden?

Efter operationen var der en lang genoptræningsperiode, hvor jeg slet ikke kunne bevæge mig. Og så starter fitnesstræningen. Jeg husker min allerførste gang tilbage i fitness. Det var helt forfærdeligt. Det var hårdt og det var uff…. Men hvis jeg havde det mindset, ”at det er forfærdeligt og synd for mig,” så ville det allerede være slut. Så jeg tvang mig selv til at tænke ”du er heldig, Ole, at du får muligheden for at genoptræne,”. Vi havde mange forskellige maskiner med forskellige niveauer. Så vi starter på level 1 i et minut. Level 2 i to minutter. Level 3 i tre minutter. På alle maskinerne. Og mit mål var at jeg skulle nå op på level 20 i 20 minutter på alle sammen. Det var maks. Det gjorde jeg. Det tog mange, mange måneder at komme dertil. Lidt bedre hver dag.  

– Du kom tilbage, og du scorede igen. Første mål på Old Trafford kom mod Celtic i Champions League i 2006. Var det større for dig personligt, end målet på Camp Nou?

– Nu rejser hårene sig. Jeg får gåsehud. Det var helt, helt fantastisk at få scoret på Old Trafford. Men mit første mål efter comebacket var faktisk ude mod Charlton nogle uger forinden. Jeg havde anførerbindet på, og jeg kom ind scorede lige foran udebanefansene. Det var et åbent mål, og det var et af de nemmeste mål, jeg nogensinde har scoret. Men følelsen var måske den bedste nogensinde. For mig personligt kan det sammenlignes med forløsningen i ’99. Min reaktion over for supporterne bar præg af, hvor taknemmelig jeg var for deres støtte.

– Du har altid prioriteret fansene meget højt. Hvordan kan det være?

– Jeg er fodboldfan selv. Jeg var til Norge-Argentina før VM i 1986. Diego Maradona var selvfølgelig med, men han var umulig at få en autograf fra. Det var jeg skuffet over. Da jeg kom til Manchester United, så jeg hvordan Eric Cantona hver eneste dag gik ud og gav autografer til alle fremmødte fans foran træningsanlægget. Alle. ”Hvorfor gør du det”, spurgte jeg. ”Fordi de rejser til Manchester, måske kun én gang i deres liv. Og de husker, hvis jeg skriver under. Og de husker mig som en idiot, hvis jeg siger nej. Det er en once in a life time opportunity for mange supportere. Så brug de 10 sekunder ekstra.” Mit forhold til fansene er vældig, vældig godt, og jeg har altid prøvet at vise dem, hvor meget jeg spiller for holdet. Da jeg blev udvist mod Newcastle, fik jeg stående bifald, fordi de så en, der ofrede sig for holdet som bagerste mand. Men jeg fik ”hårtørreren” af manageren. Han var rasende, fordi Manchester United ikke skal vinde fodboldkampe ved at fælde folk bagfra.

– Kan du huske, da du fortalte Sir Alex om, at du ville stoppe?

– Ja, det glemmer jeg aldrig. Efter at have scoret 11 mål i 2006/07-sæsonen blev jeg opereret igen i sommerpausen. Knæet var stadig ikke godt. Men min målsætning for den kommende sæson var, at jeg skulle være indskifter, der kunne spille 20 minutter i slutningen af kampene, når Ferguson og holdet havde brug for det. Så jeg startede pre-season. Og jeg husker en træning, hvor vi spillede fem mod fem inde i midten med spillere rundt om. Jeg jagtede bolden, og det sagde knæk. Så røg jeg til scanning og fik at vide, at der skulle en ny stor operation til. Da jeg kørte tilbage til træningsbanen, fløj tankerne rundt. Hvordan skal jeg sige det til Ferguson? Idet jeg parkerede, kom Ferguson ud, ”how are you son?” ”I’m sorry boss, jeg har det ikke så godt. Jeg er nødt til at have en ny operation. Og jeg tror, jeg er nødt til at stoppe min karriere.” Så tog han armene rundt om mig og sagde, ”tag det roligt min dreng. Du har haft en fantastisk karriere, du kan være meget stolt, din familie kan være stolt, og hele Norge kan være stolt af dig.” 20 sekunder senere fik jeg tilbudt at træne angriberne. Det sagde jeg ”ja tak” til, fik to-tre ugers ferie og kom så tilbage og begyndte på mit nye job.

– Har du holdt kontakten med nogle af dine gamle holdkammerater?

– Jovist. Af en eller anden grund var hollænderne mine bedste venner, da jeg spillede. Jordi Cruyff, Jaap Stam, Ruud van Nistelrooy og Edwin van der Saar. Jeg boede som regel med hollænderne, når vi var på tur, og vores kærester og koner kom fint ud af det med hinanden. Jeg holder kontakten med flere af dem. Også med Giggsy, Nicky Butt, Gary Neville og Roy Keane, der arbejder med det irske landshold.

– Kunne du godt tænke dig at arbejde sammen med nogle af dem igen? Fx Roy Keane?

– Ja. For mig er han den ultimative kaptajn. Jeg ville elske at arbejde sammen med ham.

Fantasier i Football Manager-spillet

Tilsyneladende er der mange, der elsker at arbejde sammen med Ole Gunnar Solskjær. I hvert fald i Molde. Da vi går ud af kontoret med retning mod Aker Stadions grønsvær for at tage billeder, hilser alle fra spillere til pressemedarbejderen til kantinedamen elskværdigt på ham. Også ”veteranerne” – fire ældre Molde-fans, der hver dag spiser frokost i klubbens cafeteria – virker glade for at se ham.

Udenfor er det så koldt, at jeg kan se den legendariske spillers ånde. Og efter fem minutter gør han mig venligt, men bestemt, opmærksom på, at det er tæt på frysepunktet. Vi forsætter interviewet indenfor. 

– Efter Michael Carrick stoppede, er der ingen tilbage i United, som du har spillet med. Har du nogle favoritter i den nuværende trup?

– Ja. Jeg trænede Paul Pogba som reserveholdstræner, og for mig var det fantastisk at få Paul tilbage fra Juventus. Han er Manchester United-gut for mig, og han er min favorit. Sammen med Jesse Lingard. Jeg har generelt bare en svaghed for de lokale, så Jesse og Marcus er mine favoritter sammen med Paul. Det er vældig vigtigt for Manchester by og Manchester United, at vi har lokale gutter, som afspejler sig i Class of 92 og Busby Babes.

– Hvordan harmonerer Uniteds nuværende spil med din opfattelse af United Way?

– Vi ønsker selvfølgelig at få tiderne tilbage, som dengang vi vandt Champions League. Men det er en proces, og lige nu har vi et hold, hvor der er flere, der ikke føler sig helt komfortable i en lederrolle for Manchester United. Og det er du nødt til at være. Om du spiller venstreback, højreback  eller hvad end, du spiller, så er du nødt til at have en personlighed og have lederegenskaber. Vi så nogle af de rigtige takter mod Chelsea og Newcastle. Og så må vi huske på, at vi blev nummer to i fjor, og konkurrencen i dag sammenlignet med, hvordan den var, dengang jeg var i min prime, er blevet meget større. Liverpool, Manchester City, Chelsea, Tottenham og Arsenal – det er seks hold, der kæmper om mesterskabet. Og jeg forstår godt, at du ikke kan spille full attacking fodbold. Vi havde Jaap Stam og Ronny Johnsen to mod to, Rio Ferdinand og Vidic – vi havde verdens bedste spillere nede bagved. Sådan er det ikke i dag. Men jeg synes, vi er på vej til bedre at kunne tage konkurrencen op med Manchester City.

– Hvad synes du om kritikken af Mourinho?

– Mourinho har sin måde at spille på, sin filosofi. Vi må lade ham gøre jobbet, for det hjælper ikke, at jeg sidder her og kritiserer. Det hjælper ikke spillerne, det hjælper ikke klubben, og det hjælper ikke Mourinho. Jeg er United-fan, og jeg ønsker kun, at United kommer tilbage på toppen.

– Hvad ville du gøre, hvis du var manager i Manchester United fra næste sæson af?

– Haha. Vi har alle drømme, men jeg holder mine drømme for mig selv. Mourinho er manager, og han har sin filosofi. Jeg har min egen filosofi, og den forsøger jeg mig med her i Molde.

– Hvordan skal Molde spille fodbold? 

– Ligesom vi gjorde i Manchester United. Attack, attack, attack. Jeg vil gerne have taktisk dygtige spillere, som tør spille fodbold. Men samtidig skal der også være et stærkt defensivt fundament. Det skal der være på alle gode fodboldhold.

– Er det rigtigt, at du spiller Football Manager med Manchester United?

– Ja, det er rigtigt! Men ikke så meget mere, og det var mest for at hjælpe min søn. Men ja, så spillede vi med Manchester United, og jeg gav ham tips. Og så plejede vi selvfølgelig at vinde både ligaen og Champions League.

Ole Gunnar Solskjær griner. Men i de krystalblå øjne, bilder jeg mig også ind, at jeg ser et brændende ønske. En drøm, som ikke er nogen hemmelighed. Han vil gerne være manager i Manchester United.

Her stopper interviewet. Selvom jeg får mange flere tillægsminutter, end nordmanden fik til at afgøre Champions League-finalen i ’99, kommer jeg aldrig igennem listen med medbragte spørgsmål. Det gør ikke noget. Jeg har forstået, at han forstod. Chancen han fik, skuldrene han stod på, rollen han havde, fansene han repræsenterede, manageren han tjente – Ole Gunnar Solskjær forstod, hvad det betød at spille for Manchester United.

Da han følger mig ud af stadion, har jeg lyst til at takke ham. Ikke bare for interview, men også for mål, minder og mentalitet. Han kommer mig i forkøbet.

– Tusinde tak fordi du kom, det var hyggeligt at møde dig, siger han. 

Forrige artikel

Gary Neville: Det hårde arbejde starter nu

Næste artikel

Schmeichel: Liverpool-kampen overbeviste mig om, at Solskjær var den rette

ANNONCE