Louis van Gaal følte sig inspireret ved mindehøjtidelighed

Louis van Gaal deltog mod al forventning i supporternes mindehøjtidelighed i dag. Ved det efterfølgende pressemøde fulgte han op med store ord om begivenheden.

Manchester Uniteds hollandske manager Louis van Gaal er måske ikke på god fod med det engelske fodboldforbund i disse dage, men med fansene er det en helt anden sag.

Hollænderen viste fredag eftermiddag endnu en populær side af sig selv, da han som den første manager – måske nogensinde? – troppede op til fansenes mindehøjtidelighed foran Old Trafford til minde om flyulykken i München.

Højtideligheden blev afholdt umiddelbart inden hans ugentlige pressemøde på Carrington, som han efterfølgende ilede til.

På netop pressemødet udtrykte Louis van Gaal hvor stort et indtryk fllyulykken og ikke mindst den netop afholdte mindehøjtidelighed havde gjort på ham.

– Jeg repræsenterer klubben nu om dage som manager og med mine spillere. De var også en gruppe spillere, som bragte glæde ind i folks liv på den tid. De spillede en stor del af klubbens historie og det skal vi altid huske, sagde Louis van Gaal om The Busby Babes.

Det er sangeren og United-supporteren Pete Martin, der i en årrække har taget initiativ til at samles på årsdagen for at synge Flowers of Manchester. Og netop Pete Martin var også manden bag en helt anden sang om flyulykken, som han for første gang sang på årsdagen i 2008. 

Netop den sang gjorde stort indtryk på Louis van Gaal.

– Der var mænd der sang ved højtideligheden og jeg var dybt imponeret. Jeg vil gerne fortælle hvad de sang, da jeg blev meget imponeret over den betydning Busby Babes har i dag.

– Der var sætninger som “You are the strength and inspiration for those who play your roles today”. Det er mig og mine spillere.  “We look for flair and pace and passion, to play the game United’s way.”.

Louis van Gaal var tydeligvis glad for at have deltaget i dagens ceremoni.

– Jeg var glad for at jeg var der. Både på grund af det med sangen, men også de indtryk folk gav mig. Jeg tror bestemt det var den rette beslutning at være tilstede. Af respekt for spillerne og Matt Busby og den arv de efterlod. 

– Jeg synes det var imponerende med alle de mennesker og mig selv. Det er 57 år siden og folk stimler sig stadig sammen. Det ser man ikke mange steder, så det synes jeg er flot. 

I lørdags var der ligeledes mange fans stimlet sammen ved mindestavlen for en lignende ceremoni arranget af selvsamme Pete Martin. Se videoen her:

Forrige artikel

Manchester United-legende kommer til Holstebro

Næste artikel

Van Gaal håber på hurtigt Carrick-comeback

ANNONCE