Romelu Lukaku kan tilføje en ny rekord til sit CV. Efter landsholdspausen, hvor han nettede tre gange i to kampe, er han nu Belgiens mest scorende spiller i historien.
Med gårsdagens mål i 1-0-sejren over Japan har Lukaku nu fundet vej til netmaskerne 31 gange for landsholdet. Dermed slår han Paul van Himsts og Bernard Voorhoofs gamle rekord, skriver Sportsmole.
– Tak til alle mine holdkammerater, jeg har spillet med for Belgien. I har alle hjulpet mig, siden jeg kom til jer som 16-årig. Også tak til min familie for støtten, skriver Lukaku på Twitter.
Dermed har den 24-årige angriber samtidig afsluttet sin måltørke, der har plaget ham den sidste måneds tid i Manchester United.
Belgien har forlængst sikret sig adgang til VM i Rusland. Der var derfor tale om to venskabskampe mod hhv. Mexico og som tidligere nævnt Japan.