17-årige Aaron Ramsey er genstand for en fight mellem Englands bedste klubber for hans signatur. United og Everton har sammen med enten Liverpool eller Arsenal fået accepteret et bud på midtbanemanden.
Ramsey er også allerede blevet enig med United og forventes at blive vist rundt på Carrington af Sir Alex Ferguson en af de kommende dage. Waliseren agter dog at forhandle med alle interesserede parter, men ifølge hans manager Dave Jones bør der ikke være tvivl om, hvor han skal tage hen.
“Vi i Cardiff er ikke i tvivl om, at Aaron kan blive en storspiller i en klub som Manchester United. Vi ville ikke lade ham skifte, hvis vi var i tvivl.”
“United er den bedste klub i Europa, hvis ikke i hele verden, og med den spillertrup, de kan præsentere, så ændrer det sig ikke foreløbig. Jeg føler mig overbevist om, at Aaron kan tage derop og blive en værdifuld spiller for dem,” siger Dave Jones ifølge Skysports.com.
Jones” iver efter at se Ramsey ende på Old Trafford hænger muligvis sammen med, at United vil leje Ramsey ud til Cardiff i det første år.