Manchester City slog United fortjent i Carabao Cup-semifinalen

Manchester City slog Manchester United 2-0 i Carabao Cup-semifinalen, og dermed er de lyseblå nu klar til deres fjerde Carabao Cup-finale i træk.

Historisk set var alting imod Manchester United, inden de onsdag aften tog imod Manchester City i Carabao Cup-semifinalen. For det første havde Manchester United et alvorligt semifinalekompleks, hvor man havde tabt tre i træk i sidste sæson, i Carabao- og FA Cuppen og Europa League.

For det andet havde Manchester City vundet de tre seneste udgaver af Carabao Cup-turneringen, hvor de to lokalrivaler sidste år krydsede klinger i – du gættede det – semifinalen, som Manchester City vandt. Dermed var der revanche på menuen.

Manchester United kom bedst fra start. Ole Gunnar SOlskjær havde igangsat et højt pres, og det udmøntede sig i flere gode sekvenser for de røde. Et af de bedste eksempler kom efter otte minutters spil, hvor Bruno Fernandes modtog bolden fra Scott McTominay, og med et førstegangshug sendte portugiseren et forment skud afsted, men reservekeeper Zach Steffen fik afværget flot.

Det gjorde, at Manchester City få minutter senere ønskede at gøre kunsten efter, da gæsternes eget svar på Bruno Fernandes, nemlig Kevin de Bruyne, fik alt for meget plads på kanten af feltet, sendte et enormt kraftfuldt forsøg afsted, som heldigvis for Dean Henderson, der i situationen var prisgivet, tog stolpen.

Efter Uniteds gode start stod der Manchester City på det meste. Manchester United havde svært ved at komme ud af egen halvdel, mens Manchester City bibeholdt boldbesiddelsen heftigt. Dog uden at skabe chancer. Indtil det 23. minut.

Phil Foden blev sendt i dybden bag Aaron Wan-Bissaka af Oleksandr Zinchenko, og Phil Foden var helt fri med David de Gea og kunne nemt sende den ind til 1-0. Det så for nemt ud til at være sandt. Og det var det også – Foden var offside, og United slap med skrækken.

Derefter kom en bedre periode set med Manchester United-briller, men det ændrer ikke på, at der var tale om en yderst taktisk affære på Old Trafford, hvor der ikke blev skabt mange chancer, og en kamp, som efter den underholdende start i højere grad lignede Premier League-kampen mellem de to hold for et par uger siden, som endte 0-0.

Det holdt til pausen, som endte 0-0. Men der skulle ikke gå længe, før der blev scoret på Old Trafford. Efter kun fire minutters spil i anden halvleg sejlede et Manchester City-frispark på tværs af United-feltet, som på forunderlig vis ikke blev clearet inden den landte ved John Stones, som kunne skovle bolden ind til 1-0. Store spørgsmålstegn må stilles til United-defensiven her.

Herefeter fortsatte Manchester City med at dominere Manchester United. Pep Guardiola havde taktisk udklasseret Ole Gunnar Solskjær, og det var nemt at se. Hvert opspil fra United var lukket ned af Citys pres, og Bruno Fernandes og Paul Pogba var aldrig sat i scene.

Efter et forsøg på et United-opspil fik City erobret og sendt den videre til Riyad Mahrez, som sendte et formidabelt langskud afsted, men en mindst ligeså formidabel redning blev lavet af Dean Henderson, som var helt oppe og hente bolden i målhjørnet.

Herefter fulgte en udmærket United-periode, hvor man fik trykket Man City en smule i bund, men det hjalp ikke meget, når Fernandinho på en flot flugter på kanen af feltet fik gjort det til 2-0 i det 81. minut, og så var kampen reelt afgjort.

Mere skete der ikke, og dermed var Manchester City klar til endnu en finale i energidriksturneringen, mens Ole Gunnar Solskjær stadig ikke har bevist, at han kan vinde en semifinale.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Startopstilling: Henderson får chancen i målet

Næste artikel

Karakterer: Kollektiv dårlig præstation

ANNONCE