Mandagens rygter

I sæsonens første kamp stod Manchester United over for Fulham. Her fik tre nye spillere, som klubben har hentet denne sæson, debut. Nu ser det ud, som om klubben prioriterer at sælge ud af spillerne på lønningslisten, men der rygtes stadig nye spillere til klubben.

Foto: Dave Howarth – CameraSport via Getty Images

Mandag d. 19. august 

Manchester United har afgivet et bud på den norske Burnley-spiller Sander Berge ifølge Daily Mail. Buddet skulle dog være under Burnleys pris på 30 millioner pund for midtbanespilleren, som også kun er anden prioritet at hente ind til positionen. Klubben håber nemlig på at nå til enighed med PSG om en pris på Manuel Ugarte, der blev udeladt af PSG’s trup til deres seneste kamp.

Scott McTominay ligner mere og mere en spiller, der er på vej væk fra Manchester. Napoli og Fulham ligner de to mest oplagte destinationer for skotten, der reddede Manchester United fra pointtab flere gange i sidste sæson. The Times har spurgt Napolis sportsdirektør, om klubben var interesseret i McTominay. Det ville han ikke afvise.

Fulham skulle ifølge flere engelske medier have fået afvist et bud på 20 millioner pund for skotten, men ifølge Sky Sports viser de stadig interesse for den 27-årige midtbanespiller, og det forventes, at de vil forhøje deres bud.

Fiorentina har ifølge den anerkendte journalist Gianluca Di Marzio udvist interesse for Manchester Uniteds svenske forsvarsspiller Victor Lindelöf. Da Lindelöf står over for begrænset spilletid i United efter indkøbene af De Ligt og Leny Yoro, kan en overgang til Firenze-klubben være løsningen for den svenske spiller, som stadig har et år tilbage af sin kontrakt.

I den græske klub Panathinaikos presser den uruguayanske træner Diego Alonso på for at hente landsmanden Facundo Pellistri, der har fået minimal spilletid på Manchester Uniteds kanter. Her skulle alle parter være tæt på at være nået til enighed. Det skriver Fabrizio Romano på sin X-profil.

Forrige artikel

Phil Jones indstiller officielt karrieren

Næste artikel

Her er hierarkiet i Manchester United

ANNONCE