Her er hierarkiet i Manchester United

– Besæt alle nøglepositioner med de som er “best in class”. Sådan lød udmeldingen fra Sir Jim Ratcliffe, da han overtog klubben. Om udskiftningerne i Manchester Uniteds ledelse har skabt den bedste klasse, må tiden vise. Ikke desto mindre har udskiftningerne ført til et helt nyt hierarki i klubben, som vi nu undersøger nærmere.

Siden det blev offentliggjort, at Sir Jim Ratcliffe havde købt en procentdel af Glazer-familiens aktier, har der været stor udskiftning i Manchester Uniteds ledelse. Flere direktører har skulle pakke deres skriveborde sammen for at gøre plads til nye ansigter. I denne artikel dykker vi dybere ned i Manchester Uniteds nye sportslige ledelse, og hvilken rolle de nye ansatte kommer til at få i klubben.

Inden vi går videre, er det vigtigt at forstå, at ikke alle nye ansigter vil have deres daglige gang på klubbens direktionsgange. Flere af dem arbejder for INEOS og dermed også for Manchester United, og ikke omvendt. De, der er ansat af INEOS, arbejder nemlig også for OGC Nice, FC Lausanne-Sport, INEOS’ cykelhold og meget andet i INEOS Sport.

En anden vigtig note i denne artikel er, at mange af jobbeskrivelserne formentlig er for forsimplede. I realiteten vil klubbens nye sportslige ledelse i højere grad samarbejde om det meste. Eksempelvis forventes Erik ten Hag stadig at få et ord indført, når der diskuteres mulige transfers.

 

Sir Jim Ratcliffe (INEOS) – Minoritetsejer af Manchester United og CEO i INEOS

Lad os starte øverst i klubbens nye hierarki. Sir Jim Ratcliffe er klubbens nye minoritetsejer. Han ejer cirka 27 procent af klubbens aktier, fordelt på A- og B-aktier, mens Glazer-familien fortsat ejer størstedelen af de resterende aktier. De har dog ikke meget at skulle have sagt længere, når det kommer til sportslig ledelse og transfers.

Ratcliffe har opbygget sin formue gennem INEOS, et multinationalt kemikaliefirma, som han grundlagde. Han har dog købt sin minoritetsandel af klubben med sine egne penge. Derfor er det altså ikke INEOS, der står som minoritetsejer af klubben.

Sir Jim Ratcliffe er Englands rigeste mand og nu også kaptajnen på skibet, Manchester United. Han står derfor også med det ultimative ansvar for klubben, sammen med Glazer-familien. Sir Jim Ratcliffe har overtaget alle sportslige aktiviteter i klubben. Det indebærer både herre-, kvinde- og akademiholdene.

 

Jean-Claude Blanc (INEOS) – Manchester Uniteds bestyrelsesformand og formand for INEOS Sport

Jean-Claude Blanc er måske et af de nye ansigter, som er gået lidt under radaren, men hans CV er ikke til at tage fejl af. Jean-Claude Blanc sidder både i Manchester Uniteds bestyrelse og er CEO i INEOS Sport. Det betyder, at han altså også har et øje på OGC Nice, INEOS’ cykelhold og alt andet sport, INEOS er indblandet i.

Jean-Claude Blanc er en fransk forretningsmand, som tidligere har haft magtfulde positioner i Juventus og Paris Saint-Germain.

I Juventus var han bestyrelsesformand, præsident og CEO fra 2006 til 2011. Han spillede en central rolle i klubbens genopbygning efter ‘Calciopoli’-skandalen og var drivkraften bag opførelsen af Allianz Stadium, som åbnede i 2011. Efter Juventus vendte han tilbage til PSG, hvor han ledte den kommercielle afdeling med stor succes. Nu er Jean-Claude Blanc i INEOS Sports’ ledelse sammen med Sir Dave Brailsford.

Selvom Jean-Claude Blanc sidder i Manchester Uniteds bestyrelse, er det svært at spå præcis, hvilken rolle Jean-Claude Blanc kommer til at få i Manchester United, fordi hans fokus hovedsageligt er på det kommercielle. Sir Jim Ratcliffe og INEOS har som bekendt ansvaret for den sportslige del af klubben, hvorimod Glazer-familien stadig forventes at have en finger med i spillet omkring det kommercielle.

 

Sir David Brailsford (INEOS) – Sportslig leder for INEOS

Næste plads i hierarkiet tilhører Sir David Brailsford. Sir David Brailsford kendes bedst for den store succes, han har haft inden for cykelsporten i England, hvor han af mange betragtes som hjernen bag cykelholdene Team GB (britiske cykellandshold) og Team Skys uanede succes i løbet af slutningen af 00’erne og op gennem 2010’erne. Her gik briterne fra at være anset som en af de mindre cykelnationer til at være dominerende i sporten.

Sir David Brailsford kendes bedst for sin “marginal-gains-filosofi”, der mest af alt handler om konstant at søge efter en forbedringsmargin i alt, atleterne gør, lige fra valg af hovedpude til valg af fodboldstøvler.

Sir David Brailsford arbejder tæt sammen med Jean-Claude Blanc, men hvor franske Blanc har øjet rettet mod det kommercielle aspekt, har Sir David Brailsford i langt højere grad fokus på det sportslige. Derfor kan vi forvente, at han vil påtage sig opgaven om at optimere alt, hvad der kan optimeres i klubben.

 

Omar Berrada – Administrerende direktør i Manchester United

På pladsen under Sir David Brailsford finder vi Omar Berrada i hierarkiet. Han er kommet til Manchester United fra Manchester City, hvor han har været en del af den succes, rivalerne har haft de seneste år. Han er desuden den første mand på denne liste, som er ansat i Manchester United og ikke INEOS Sport. Han kan derfor betegnes som chefen over alle de andre chefer i klubben.

Omar Berrada har samme position i klubben, som Ed Woodward og Richard Arnold tidligere har haft. Men hvor Ed Woodward virkede til at have frie tøjler til at blande sig i alt, hvad klubben foretog sig, virker det til, at Omar Berradas rolle er noget mere defineret. Berradas rolle bliver at have det overordnede overblik og ansvar for fodboldrelaterede aktiviteter og beslutninger i Manchester United. Desuden har Berrada en fortid i fodboldverdenen modsat de to tidligere CEO’er i Manchester United.

Berrada har været ansat i Manchester City og har her haft flere forskellige jobtitler, blandt andet som direktør for partnersalg, kommerciel direktør og derefter Chief Operating Officer med ansvar for klubbens daglige drift, inden han i 2020 fik titlen som fodbolddirektør for City Football Group. Før tiden i Manchester City var han at finde i FC Barcelona, hvor han blandt andet havde ansvaret for klubbens sponsoraftaler og medieaktiviteter.

Omar Berrada kan altså lidt af det hele, hvilket han sansynligvis også får brug for som den øverste chef i klubben.

 

Dan Ashworth – Sportsdirektør i Manchester United

Manchester United stødte på flere problemer undervejs, da de ville hente Dan Ashworth til klubben, men det lykkedes til sidst, og han er derfor Manchester Uniteds nye sportsdirektør. Englænderen har en knap så nævneværdig fortid som spiller i de lavere engelske divisioner, men han er dog anset som en yderst respekteret sportsdirektør.

Dan Ashworth er tidligere teknisk direktør i Brighton. Her lagde han de første byggesten for det moderne Brighton, og i dag anses han af mange som en af de mest betydningsfulde figurer bag klubbens nylige succes. I 2022 flyttede Ashworth fra det nydelige Sydengland til arbejderklubben Newcastle United i Nordengland. Her så man hurtigt resultater, da Ashworth og de saudiske ejere kom til klubben, som i sidste sæson var at finde blandt holdene i Champions League-gruppespillet.

I Manchester United vil Dan Ashworth fungere som bindeled mellem klubbens administrerende direktør (Omar Berrada) og klubbens tekniske direktør (Jason Wilcox). Ashworths job omfatter generel analyse af klubben, samtidig med at han skal fastsætte de brede retningslinjer for klubbens fremtidige udvikling uden nødvendigvis at gå i detaljer.

Det betyder, at Dan Ashworths job i grove træk går ud på at bane vejen for Manchester United, uden at der opstår store bump på vejen, når en brik i spillet fjernes, som da Sir Alex Ferguson forlod klubben. Derudover skal han uddelegere opgaver til specialister.

Jason Wilcox – Teknisk direktør i Manchester United

Jason Wilcox kunne i 1995 løfte Premier League-pokalen, da han som en hurtig venstrekant var med til at sikre Blackburn Rovers titlen. Siden da har han lagt støvlerne på hylden og været ansat som akademidirektør i Manchester City, hvor han arbejdede sammen med Omar Berrada. Derefter tog han til Southampton, hvor han fik tildelt en noget større rolle som fodbolddirektør.

Jason Wilcox kommer til at arbejde tæt sammen med Dan Ashworth, og sammen skal de definere en klar fodboldfilosofi for klubben. Hans opgave bliver samtidig at sikre, at de spillere, som klubben rekrutterer, passer til den fastlagte spillestil.

I Manchester United skal Jason Wilcox fokusere på detaljerne, mens Dan Ashworth i højere grad er ansvarlig for det store billede. Wilcox skal derfor følge trænerens arbejde nøje og sørge for, at hans spillestil stemmer overens med de retningslinjer, han har fået. Det er samtidig også Wilcox’ job, at alle hold i Manchester United følger den samme filosofi.

 

Christopher Vivell – Direktør for rekruttering i Manchester United

Christopher Vivell er en af de få nye ansigter i Manchester United, som ikke har trukket store overskrifter. Ikke desto mindre er han manden, som skal udpege, hvilke nye spillere – hovedsageligt talenter – Manchester United skal se nærmere på. Christopher Vivell er dog kun på kontrakt i klubben midlertidigt, men mediet The Athletic udelukker ikke, at han kan få en mere permanent fremtid i Manchester United.

Christopher Vivell har både en fortid i Hoffenheim, RB Salzburg, RB Leipzig og Chelsea. I RB Salzburg var han med til at hente spillere til klubben som Haaland, Adeyemi, Gvardiol, Sesko og Upamecano. Alle signings, som havde stor succes, og som blev hentet unge. Det formodes derfor, at hans opgave i Manchester United bliver at scoute og handle unge spillere som dem.

I Chelsea er historien dog lidt anderledes. Her kom Vivell ind i en rolle, hvor han forventede at være teknisk direktør og lede afdelingsrelationer samt vigtige projekter. Hans rolle viste sig imidlertid anderledes end forventet, og blot syv måneder efter ansættelsen blev han i juli 2023 sat på orlov med løn.

I løbet af de syv måneder, Vivell var i klubben, satte Chelsea rekord for flest brugte penge i en enkelt sæson, men flere af de spillere, klubben hentede, anses nu for at være store skuffelser. Hvor stor en rolle Vivell spillede i dette, vides dog ikke.

 

Erik ten Hag – Cheftræner i Manchester United

Vi er nu nået til et stadie i hierarkiet, hvor jobtitlerne bliver mere håndgribelige og genkendelige. Men for god ordens skyld kan vi sige, at træneren og trænerteamet arbejder dagligt på træningsbanen og har tæt kontakt med spillerne. Erik ten Hag og hans team har ansvaret for at få det bedst mulige ud af de gode ideer og de spillere, der kommer fra ledelsen, på den mest effektive måde.

 

Ruud van Nistelrooy, René Hacke og Jelle ten Rouwelaar – Assistentrænere i Manchester Uniteds førstehold

Manchester United valgte ikke at fyre cheftræneren denne sommer, trods spekulationer om det modsatte. I stedet har klubben styrket trænerteamet markant med nye ansigter. Ruud van Nistelrooy er blevet ansat som angrebstræner, René Hacke som Erik ten Hags nye assistent, og Jelle ten Rouwelaar er tiltrådt som målmandstræner.

Disse tre assistenttrænere vil sandsynligvis være dem, der oftest leder træningen, da Erik ten Hag har andre overordnede opgaver. Som ten Hags betroede støtter vil de hver især bidrage til at implementere cheftrænerens taktiske visioner og sørge for, at holdet er grundigt forberedt til kampene.

 

2 kommentarer
  1. Aldeles glimrende artikel 👍🏼. Det kan til tider være uoverskueligt at gennemskue de forskellige chefers roller, så det er super med sådan et overblik. Det ser ud til, at United lige kan skrabe folk nok sammen til et oldboys hold i “Executive League” (hvis der fandtes sådan en…) 😁

    Beklager at skulle være pedantisk, men under Omar Berrada står der “har samme position i klubben, som Ed Woodward og John Murtough tidligere har haft”. Der skal vel stå Richard Arnold i stedet for John Murtough?

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

Mandagens rygter

Næste artikel

Tirsdagens rygter

ANNONCE