Manucho Goncalves, der i øjeblikket repræsenterer sit land Angola ved de afrikanske mesterskaber, skrev i slutningen af december under på en tre-årig kontrakt med “De røde djævle” efter at have imponeret Ferguson og co. under et to uger langt træningsophold på Carrington.
Lige nu brillerer Manucho ved Africa Nations Cup, hvor han i går noterede sig for to scoringer i Angolas 3-1-sejr over Senegal. Det var dermed den 24-årige angribers tredje scoring i turneringen, eftersom han sikrede Angola et point i premierekampen mod Sydafrika (1-1).
Dermed står Angola med gode kort på hånden i kampen om at sikre sig adgang til knock-out-fasen. Efter to spillede kampe indtager Angola således en andenplads i Gruppe D, der føres af Tunesien. Etteren og toeren går videre i turneringen.
Manuchos succes ved African Nations Cup kan altså betyde, at Sir Alex Ferguson må vente længere på at se sin nyerhvervelse arrivere på Old Trafford.
Det er planen, at Manucho indlemmes i United-truppen lige så snart, Angola er slået ud af turneringen. Hvis den målfarlige angriber ikke bliver bevilget en arbejdstilladelse, forventes det, at han lejes ud resten af sæsonen.