Foto: Naomi Baker/Getty Images
Ni år som Manchester United-spiller. Det var, hvad det blev til for Anthony Martial. Det bekræfter han i et opslag på Instagram, som kan ses i bunden af artiklen.
Franskmandens kontrakt udløber denne sommer, og efter flere skadesplagede sæsoner med dalende niveau kommer det næppe som et chok, at franskmandens kontrakt ikke bliver forlænget, på trods af at klubben har mulighed for at forlænge med et ekstra år.
– Kære Manchester United-fans, det er med store følelser, at jeg skriver til jer i dag for at sige farvel. Efter ni utrolige år i klubben er tiden kommet for mig til at begynde et nyt kapitel i min karriere, skriver Martial på Instagram.
Martial sender også en tak til klubbens fans, som ofte har sunget netop hans sang på Old Trafford.
– Jeg vil gerne takke jer af hele mit hjerte for alt, hvad I har gjort for mig. Jeres sange, jeres opmuntring og jeres kærlighed til klubben er minder, der vil være indgraveret i mit hjerte for evigt, skriver Martial.
Martial blev hentet til Manchester United fra AS Monaco på deadline day i 2016. Her startede han som lyn og torden, da han i sin debut sendte bolden i mål i en kamp mod Liverpool på Old Trafford. Resten af sæsonen fortsatte den dengang meget unge franskmand med at score mål, og han kunne derfor notere sig selv for 11 mål i sin debutsæson.
De følgende sæsoner bød dog på lidt færre mål, men i sæsonen 2019/2020 kunne Martial juble over, at han havde scoret hele 17 mål i Premier League. Siden da har der dog ikke været meget, der er gået angriberens vej i hverken Manchester United eller Sevilla, hvor han var på leje i 2021/2022-sæsonen.
Vis dette opslag på Instagram