Martinez: De Gea kan blive bedre end van der Sar

Roberto Martinez forventer, at David de Gea bliver en dominerende figur hos både Manchester United og Spanien i mange år fremover.

Manchester United har fundet et guldæg i David de Gea, der kun bliver bedre med tiden.

Det spår Everton-manager Roberto Martinez, der forventer, at hans landsmand kommer til at dominere på klub- og landsholdsplan i de næste mange år. 

– Han kommer til at dominere i en hel æra, ikke kun for Manchester United, men også for Spanien, siger Martinez til The Independent. 

Den 23-årige målmand stod sit livs måske bedste kamp, da han forrige søndag sikrede United alle tre point med en stribe klasseredninger mod netop Everton. 

De Geas betydning for United står ellers i skarp kontrast til de første sæsoner efter skiftet fra Atlético Madrid i 2011. 

Her medførte en række store drop, at der blev sat spørgsmålstegn ved de Geas evner og potentiale. Hovedpersonen indrømmede selv for nylig, at han på et tidspunkt overvejede, om han skulle søge væk fra United. 

Mental styrke

Men det faktum, at de Gea har formået at vende skuden, beviser, at han er lavet af det rette stof, lyder det fra Roberto Martinez. 

– Han har det aller vigtigste, hvis man skal være succesfuld i England – selvtillid og en indre tro på egne evner, hvilket betyder at han ikke lader fejl ødelægge ham, siger Martinez og fortsætter. 

– Evnen til at lægge en hvilken som helst fejl, man laver på banen, bag sig med det samme, er uvurderligt for en målmand, og den (evne, red.) har han.

– Han erstatter en rigtig god målmand, men han kan blive en endnu bedre end Edwin van der Sar med tiden.  

David de Geas nuværende kontrakt med Manchester United udløber i 2016. 

Ifølge rygtestrømmen arbejder United dog på at strikke en ny aftale sammen til spanieren.

Samtidig skulle Real Madrid være begyndt at interessere sig voldsomt for de Gea, der efter alt at dømme har vippet Iker Casillas af pinden som førstevalg på det spanske landshold. 

📝 Kom med din mening på OldTrafford.dk

➡ ️ Opret din profil her og kommenter artiklen nedenunder.


Forrige artikel

Kompany: Januzaj fylder meget

Næste artikel

Ferguson: Elsker at se United spille

ANNONCE