Martínez og Argentina er i VM-finalen

Tirsdag aften spillede Argentina sig i VM-finalen ved slutrunden i Qatar efter en 3-0 sejr over Kroatien. Lisandro Martínez fik de sidste 30 minutter på banen.

Den argentinske pitbull, Lisandro Martínez, kan se frem til at spille VM-finale. Det er en kendsgerning efter, at forsvarsspilleren, sammen med sine landsmænd, overlegent besejrede Kroatien i VM-semifinalen.

Kampen var ellers meget jævnbyrdig i størstedelen af 1. halvleg. Et straffespark efter 34 minutter, som Lionel Messi sikkert eksekverede, ændrede dog kampens forløb. Kort efter scorede Julian Alvarez, lidt heldigt, efter et langt soloridt, og derefter gik luften ud af Kroatiens ballon.

2. halvleg forløb på Argentinas præmisser, hvor Kroatien kun blev farlige på standardsituationer. Efter en times spil blev Manchester Uniteds nr. 6, Lisandro Martínez, skiftet ind. Argentina gik over til at spille med fem mand i bagkæden, og de slog herefter automatpilot til.

Julian Alvarez afgjorde definitivt kampen til 3-0 efter 69 minutter. Målet kom efter et magisk forarbejde af Messi, som formentlig skærer et par millioner af prisskiltet på Gvardiol.

Argentina og Lisandro Martínez spiller VM-finale på søndag kl. 16:00 mod enten Frankrig eller Marokko.

 

 

 

 

Forrige artikel

Ten Hag giver Sancho tid, men håber på snarligt comeback

Næste artikel

14. december: En trøje med de store øjeblikke i vente

ANNONCE