McGuinness tilfreds efter avancement

United talenter er videre i FA Youth Cuppen, men det holdt hårdt mod Leicester.

Uniteds u18-talenter vandt i går 0-1 ude mod Leicester i FA Youth Cuppen, og er dermed klar til 5.runde, hvor Huddersfield venter. Men der måtte forlænget spilletid til før sejren var i hus, og træner Paul McGuinness følte da også at spillerne kunne have spillet bedre og afgjort det hele tidligere.

– Det var skønt at vinde og gå videre, men vi måtte hårdere for det end vi havde behøvet. Men vi gik til den og leverede fantastisk defensivt. Ryan McConnell var forrygende, og headede alt væk, ligesom jeg synes hele bagkæden og vores keeper gjorde det godt.

– Men historien om denne kamp er, at vi havde kontrol over tingene, men vi savnede tydeligvis vores angribere med deres normale finish og touch foran mål. Vi traf et par forkerte beslutninger omkring deres felt, hvor vi burde have spillet den videre i stedet for at skyde. Det kostede os, og vi måtte så ud i forlænget spilletid, sagde McGuinness efter kampen til MUTV.

McGuinness hyldede specielt den unge nordirske forsvarsspiller Ryan McConnell efter kampen. McConnell var afgørende i flere situationer og leverede et par vigtige tacklinger kort før tid. Samtidig er McGuinness glad for, at de unge talenter nu får endnu en vigtig kamp at lære af.

– Den sidste tackling fra McConnell var fantastisk. Vi viste en smule naivitet nogle gange og holdt ikke godt nok på bolden. Det er noget vi skal lære af de her kampe. Spillerne er ikke vant til FA Youth Cuppen eller kampene i Europa. De har brug for store kampe og for at lære at afgøre kampene.

– Vi må lære det hurtigt, da vi har endnu en svær udekamp mod Huddersfield i næste runde. Det vil uden tvivl være god erfaring for de unge. Det jeg håber at se i næste runde er at de har lært af oplevelser som disse, og holder bedre på bolden, sagde McGuinness.

Huddersfield venter altså i 5.runde af FA Youth Cuppen, efter de i deres kamp i 4.runde slog West Bromwich ud.

 

Forrige artikel

U18: Klar til 5.runde af Youth Cuppen

Næste artikel

Cahill: Vi vil angribe United

ANNONCE