McNair og Mata med mod Everton

Louis van Gaal roste unge Patrick McNair, og fortalte at han regner med at den unge nordirske forsvarsspiller atter er med fra start søndag mod Everton.

Louis van Gaal holdt her til eftermiddag pressemøde forud for søndagens hjemmekamp mod Everton, og den hollandske manager fortalte blandt andet, at han regner med at give genvalg til unge Paddy McNair, ligesom Juan Mata kan forventes at erstatte Wayne Rooney.

– Vi har fortsat tre stoppere ude med skader, så McNair vil spille igen. Han er den eneste som kan spille den højre side i midterforsvaret, og han gjorde det glimrende mod West Ham. Den største udfordring for unge spillere som ham er, at fastholde det høje niveau, sagde van Gaal.

McNair har modtaget masser af roser for hans fine indsats i debuten sidste uge mod West Ham, og er blandt andet også allerede en kandidat til den nordirske landsholdstrup, såfremt der kommer flere skader.

Mata i stedet for Rooney

Louis van Gaal kunne på dagens pressemøde også løfte sløret for, at det formentlig bliver den spanske kreatør Juan Mata, der skal ind og erstatte den karantæneramte anfører Wayne Rooney.

– Jeg kommer til at savne Wayne, da han også er anfører, men Mata har spillet godt i den position før og gør det godt, sagde Louis van Gaal.

Med Rooney ude, vil anførerbindet skulle sidde på en ny arm på søndag, men van Gaal ville ikke fortælle hvem der får æren.

– Jeg har givet besked til spillerne om dette, men I må vente med at se det til på søndag, sagde van Gaal.

Forrige artikel

Avis: Falcao har kontrakten på plads

Næste artikel

De Gea: Howard er en fantastisk keeper

ANNONCE