Konkurrencen om pladserne på United midtbane er blevet knaldhård. Et noget uvant scenarie, hvor Solskjær tidligere på sæsonen har været nødsaget til at spille Pereira på den centrale midtbane i mangel af bedre.
Situationen er anderledes nu. Både Fred, Fernandes og Matić har alle vist storform, og Pogba forventes at være klar i næste uge. Det efterlader McTominay med en stor opgave i forhold til at generobre hans startplads i midteraksen.
McTominay måtte søndag se de første 78 minutter af kampen mod City fra bænken, men på onsdagens pressemøde forklarede den 23-årige skotte, at han kun ser konkurrencen som et sundhedstegn.
– Konkurrence om pladserne er meget vigtigt. Det kan kun avle et sundt miljø. For mit eget vedkommende ønsker jeg at være den første på holdkortet. Nemanja [Matić] er fremragende spiller, og jeg kan lære meget af ham.
Solskjær fremhævede klubbens nuværende mentalitet som en vigtig faktor, hvis holdet skal gøre sig forhåbninger om at løfte et trofæ i slutningen af sæsonen.
-Tankegangen er på vej, fokus er på vej. Scotty [Scott McTominay] vil spille, men han ønsker også, at Nemanja [Matić] skal gøre det godt. Det er ikke kun ham. Alle ved, at det er sådan i slutningen af sæsonen. Vi giver ikke bare spilletid ud. Du bliver nødt til at præstere godt.
United møder torsdag aften LASK Linz i den første af to Europa League knockout-kampe. Søndag venter Tottenham i Premier League, hvor United kæmper for at ende i top fire.
Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.