Wesley Sneijder skifter alligevel ikke til Manchester United, da de engelske mestre er blevet skræmt af hans personlige vilkår.
Således har Alex Ferguson ingen intentioner om at betale den 27-årige hollænder mere end 200.000 pund om ugen.
”David Gill er ikke taget til Milano for at skrive kontrakt med spilleren, som det ellers er blevet skrevet – han er i Zürich. Jeg tror ikke, at Manchester United vil gennemføre handlen med Sneijder på grund af økonomien – især taget spillerens løn i betragtning,” siger en United-kilde overfor ESPN Soccernet.
Der er dog alligevel uenighed om sagens udvikling blandt de internationale medier.
For ifølge Emirates247.com har Ferguson fået grønt lys af Glazer-familien til at slå sparegrisen i stykker for at sikre sig Sneijder. Den arabiske avis skriver ydermere, at United og Sneijder er blevet enige om de personlige vilkår, og at handlen kan gå igennem allerede i morgen.
Wesley Sneijder har spillet i Inter siden 2009, hvor han skiftede fra Real Madrid.