Medie: United optrapper jagten på Ashworth

Manchester United nærmer sig angiveligt Dan Ashworth, hvilket skaber bekymring i Newcastle.

Mens de sidste formaliteter omkring Sir Jim Ratcliffes INEOS’s indtræden i Manchester Uniteds ejerkreds er meget tæt på at falde helt på plads, intensiverer klubben nu jagten på en ny fodbolddirektør.

I denne jagt er der et navn mere end noget andet, der bliver nævnt som favorit: Dan Ashworth.

52-årige Ashworth, der i øjeblikket er ansat hos Newcastle som fodbolddirektør, er ifølge flere medier førsteprioritet i forhold til at erstatte John Murtough. Dertil skulle Ashworth være gode venner med Sir Dave Brailsford, der har en nøglerolle i at få ansat de rigtige personer i Manchester Uniteds organisation.

De tiltagende rygter vækker bekymring i Newcastle, der gerne vil have en afklaring omkring deres fodbolddirektør.

– Ledende personer på St. James Park gør sig klar til den 52-åriges mulige afgang, hvilket vil være et stort tab for ambitionerne om at bryde ind blandt de såkaldte “Big Six”, skriver Telegraph Sport og tilføjer:
– Newcastles ledelse er meget opmærksom på rygterne og er i gang med at få Ashworth til at bekræfte, om han ser sig selv hos dem (Newcastle red.) i lang tid. Denne bekræftelse har man endnu ikke modtaget, hverken offentligt eller privat, og derfor er det en situation, som man ønsker hurtigt afklaret.

The Telegraph skriver videre, at Ashworth ganske vidst er tilfreds med sin nuværende situation i Newcastle, men også kan blive fristet af jobbet i Manchester.

Rygterne går hurtigt, og det kan virkeligheden ifølge The Athletics David Ornstein også gøre.

– Det forventes, at det nye regime på Old Trafford, går efter at få Ashworth ombord, skriver Ornstein, men tilføjer også, at der ikke er indgået nogen aftale endnu, og at en handel ikke just er lige ud ad landevejen, da Ashworth trods alt er under kontrakt i Newcastle.

– Dog kan situationen udvikle sig hurtigt, da Ashworth er åben overfor at blive en del af Manchester Uniteds fodboldorganisation under INEOS.

Udover Newcastle har Ashworth en fortid hos Brighton og det engelske fodboldforbund.

Forrige artikel

MEN: Leverkusens formstærke forsvarsspillere vækker Uniteds interesse

Næste artikel

Højlund får råd af tidligere målræv

ANNONCE