I Manchester Uniteds seneste kamp mødte de Liverpool på hjemmebane. De Røde Djævle kom bagud inden halvleg, men nåede akkurat at føre på Old Trafford, inden de blev tvunget til at nøjes med et enkelt point takket være Mohamed Salahs sene straffespark.
Casemiro startede kampen inde, men formåede ikke at retfærdiggøre sin plads. Han leverede nemlig endnu en tvivlsom præstation på midtbanen.
Hvis man spørger det britiske medie Express, som har kortlagt hans statistikker, så beviser Casemiro endnu engang, hvorfor han ikke fortjener mere spilletid.
Han afsluttede kampen med en afleveringsprocent på 67%, hvilket var den værste af alle spillere, der startede kampen. Han mistede bolden 16 gange og blev let passeret af Liverpool-angribere op til flere gange.
Den 32-årige er blevet kritiseret ved flere lejligheder i denne sæson. Hans præstationer lader ikke til at være blevet bedre, trods han får stor opbakning fra sine United holdkammerater.
Tidligere på sæsonen blev det nemlig rapporteret, at Ten Hags beslutning om at tage Casemiro ud i pausen i hjemmesejren over Brentford ikke blev taget godt imod i omklædningsrummet.
Ifølge The Athletic støttede United-spillerne Casemiro. Ten Hag havde efter kampen udtalt, at brasilianeren blev udskiftet som en del af taktikken. Nærmere præcist havde han sagt, at det var for at United kunne “spille mere fodbold”.
Casemiros manglende udholdenhed har været under regelmæssig kritik igennem sæsonen. Da han ikke bliver yngre, rejser det spørgsmål om, hvorfor han fik en fireårig kontrakt ved sin ankomst i 2022.