Jagten på nummer 250: Jackie Blanchflower, nummer 22, 1950-1958

Man United har ifølge egen hjemmeside givet debut til 249 spillere fra klubbens eget akademi. I denne serie dykker vi ned i listen og fortæller nogle af de historier, der er med til at kendetegne klubbens dna.

To brødre forlod Nordirland i 1949. 23-årige Danny Blanchflower og lillebror John, bedre kendt som “Jackie” (centralt i billedet), der kun lige var fyldt 16 år.

Storebror kom til Barnsley, hvorfra turen gik til Aston Villa og senere Tottenham. Her var han anfører gennem klubbens bedste periode nogensinde med en double i 1960/61, fulgt af endnu en FA Cup året efter og siden en triumf i Cup Winners Cup med en finalesejr på hele 5-1 over Atlético Madrid.

Derfor blev han også kåret som årets spiller i England to gange, og han var anfører for det nordirske landshold, der – med Uniteds Harry Gregg på mål – deltog ved VM i 1958 og nåede kvartfinalen. Med Gregg kåret af journalister som turneringens bedste keeper.

Imens tog lillebror Jackie til Manchester United, hvor han fik en professionel kontrakt i 1950 og året efter fik sin debut som 18-årig.

Det blev dog kun til den ene kamp i hele hans debutsæson og én mere sæsonen efter, begge gange på den defensive midtbane.

En alsidig profil

I sæsonen 1953/54 begyndte den 20-årige Jackie Blanchflower og den 17-årige Duncan Edwards begge at få regelmæssig spilletid. De spillede dog samme position, og Edwards var et talent, man ikke kunne komme udenom.

Men Busby så offensive kvaliteter i Blanchflower og brugte ham i stedet i en kreativ rolle, liggende omkring topscorer Tommy Taylor. Og det var en succes, for Blanchflower scorede 14 mål i 28 kampe den sæson.

Det var faktisk næstflest af alle i United. Foran angribere som Jack Rowley, Dennis Viollet og Stan Pearson. I sidstnævntes sidste sæson i klubben.

Året efter fortsatte Blanchflowers målform med 10 scoringer i 29 ligakampe, men efterhånden blev konkurrencen i angrebet for stor. Eksempelvis fra Bobby Charlton.

Man skal dog heller ikke glemme Billy Whelan, som i 1956/57 scorede hele 33 gange. Sammenholdt med Tommy Taylors 34 mål den sæson, så havde United altså et temmelig giftigt angreb.

Blanchflower blev nu i stedet brugt i forsvaret, hvor han roterede med sin bedste ven Mark Jones, en mere klassisk forsvarer end ham selv.

Et uventet positionsskift

Blanchflower spillede kun 11 ligakampe i 1956/57, hvor United blev mestre. Alligevel blev han valgt til at spille FA Cup-finalen mod Aston Villa, hvor United håbede at vinde sin første double nogensinde.

Muligheden for en double blev dog besværliggjort af en skade til keeper Ray Wood efter kun 6 minutter.

Villa-angriber Peter McParland ramte ham med sin skulder og brækkede kæben på den uheldige målmand. Og siden man ikke måtte skifte en ny spiller ind, blev Blanchflower udpeget til at vogte buret.

United spillede dog ikke resten af kampen i undertal. På trods af en brækket kæbe kom Wood nemlig ind igen – som angriber – efter en hurtig behandling uden for banen.

Blanchflower lykkedes med at holde buret rent i ca. en time. Herefter kunne United ikke længere forhindre McParland i at score to gange og sikre Aston Villa en sejr på 2-1. Villas syvende FA Cup-trofæ, hvilket var rekord på det tidspunkt.

Opblomstring og overlevende

I 1957/58 sæsonen fik Blanchflower nu regelmæssig spilletid igen, idet han ofte blev valgt frem for Mark Jones og nåede at spille 21 kampe frem til Europa Cup kvartfinalen på udebane mod Røde Stjerne den 5. februar 1958. Derfor kom han i alt til at spille 117 kampe for United, med 27 mål til følge.

I Beograd var Mark Jones foretrukket, hvilket ofte var tilfældet i de europæiske kampe. Blanchflower var dog med i truppen og var altså også med i flyet, der på hjemturen mellemlandede i München og styrtede i sit tredje forsøg på take-off fra en snevåd landingsbane.

Blanchflower var dog ikke én af de 23 personer, der døde som følge af flystyrtet. Han og holdkammerat Johnny Berry pådrog sig dog så voldsomme skader, at ingen af dem kunne genoptage deres fodboldkarrierer efter ulykken.

For Blanchflower var der tale om et brækket bækken, brækkede arme og ben samt nyresvigt.

For Johnny Berry var det en kranieskade, brækket kæbe, brækket albue, brækket bækken og brækket ben. Som led i behandlingen måtte han også få alle sine tænder revet ud.

Derudover led han af hukommelsestab og fandt først senere ud af, at flyet var styrtet, fordi han læste det i en avis. Efter sigende nåede han også at brokke sig til Matt Busby med skuffelse over ikke at have fået besøg på hospitalet fra vennen Tommy Taylor. Uden at vide eller huske, at Taylor var én af de 8 spillere, der var omkommet.

Ulykkesfugl og entertainer

Blanchflower var faktisk tæt på slet ikke at skulle have været med til Beograd. Han havde været småskadet og blev først erklæret klar til at rejse med i sidste øjeblik. Og hans uheld fortsatte, efter han endegyldigt opgav håbet om at vende tilbage på fodboldbanen.

Først åbnede han en slikbutik, hvorefter der åbnede et supermarked lige rundt om hjørnet. Dernæst forsøgte han sig som bookmaker, men en hård vinter gjorde, at der næsten ikke var nogen hestevæddeløb. Han åbnede også en pub, kort før alkometeret blev opfundet.

Blanchflower var længe en bitter mand efter ulykken og havde svært ved at acceptere sin nye tilværelse. Hans uheldige forretninger gjorde det heller ikke lettere. Og man kan kun tænke, hvordan det må have været, når storebrors karriere samtidig kørte på skinner.

Hans tilgang til livet vendte dog, da hustruen Jean genoptog sin sangkarriere. Her tog Jackie med rundt og præsenterede hende, og det gjorde han så godt, at han blev hyret til alverdens opgaver som conferencier og entertainer. Derudover arbejdede han også med at lave regnskaber.

– Livet er fuld af opture og nedture, sagde han i sit hjem midt i 1990’erne.

– Bitterheden forsvinder efterhånden, og så husker man de gode tider. Jeg elskede det hos United. Her på afstand, selv med alt der skete med ulykken, var det det hele værd. Jeg føler mig glad og rolig nu.

Jackie Blanchflower var gæst på Old Trafford, da der den 18. august 1998 blev spillet en mindekamp i anledning af 40-året for ulykken i München. Han døde af kræft to uger senere.

Denne artikel er 14. del af serien “Jagten på nummer 250”

Serien indeholder også:

Nr. 20 – Mark Jones

Nr. 18 – Don Gibson

Nr. 17 – Tom McNulty

Nr. 16 – Jeff Whitefoot

Nr. 11 – John Anderson

Nr. 9 – Johnny Morris

Nr. 8 – John Aston Senior

Nr. 7 – Charlie Mitten

Nr. 5 – Johnny Hanlon

Nr. 4 – Johnny Carey

Nr. 3 – Stan Pearson

Nr. 2 – Jackie Wassall

Nr. 1 – Tom Manley

Forrige artikel

John Murtough forlader United

Næste artikel

På dette punkt er United klart bedst blandt top seks-hold

ANNONCE