Luka Modric bliver Manchester Uniteds førsteprioritet, når transfervinduet åbner efter sæsonen.
Det skriver Daily Mail, der beretter, at de engelske mestre er klar til at betale op mod 50 millioner pund for den kroatiske playmaker, der i sommer lagde sig ud med ledelsen i Tottenham, da de afviste et bud fra Chelsea på 40 millioner pund.
Det har dog ikke forhindret den 26-årige midtbanespiller fra igen at have været en af de bærende kræfter på det London-mandskab, der i år højst overraskende kæmper med om mesterskabet.
En anden grund til Uniteds påståede interesse i Modric er, at han blot tjener 60.000 pund om ugen, hvilket ligger i tråd med lønstrukturen på Old Trafford.
Luka Modric står i denne sæson noteret for 20 kampe med to mål og tre assists til følge.