Efter flere dages spekulation blev det i dag officielt bekræftet, at 28-årige Nemanja Matic skifter til Manchester United på en treårig aftale, hvor klubben har mulighed for at forlænge med yderligere et år.
Midtbanespilleren har tidligere spillet under Jose Mourinho, med hvem han vandt det engelske mesterskab i 2014-2015-sæsonen, og Uniteds portugiske træner er ikke i tvivl om, at Matic er en stærk tilføjelse til truppen.
– Nemanja er både en Manchester United-spiller og en Jose Mourinho-spiller. Han repræsenterer alt, vi ønsker os i en fodboldspiller: loyalitet, stabilitet, ambitioner – og så er han en holdspiller, siger Mourinho til manutd.com og fortsætter:
– Jeg vil gerne takke ham for hans ønske om at komme hertil, for uden det ville det have været umuligt at købe ham. Jeg er sikker på, at spillere og fans vil elske ham.
– Velkommen til vores nye nummer 31.
Matic kommer fra Chelsea, som han først kom til i 2009. Siden skiftede han dog til Benfica, hvor man købte ham tilbage fra i januar 2014. Siden er det blevet til 151 kampe, syv mål og to Premier League-trofæer hos London-klubben.