Mourinho var tilfreds med indstillingen

Efter nederlaget til Huddersfield var Jose Mourinho kritisk overfor spillernes indstilling, men i 2-0-sejren over Swansea var portugiseren tilfreds med det, som han så fra spillerne.

Med 2-0 ude mod Swansea hentede Manchester United deres første sejr siden landskampspausen og spillede sig videre i Carabao Cup. Efter weekendens nederlag til Huddersfield kritiserede manager Jose Mourinho spillernes indstilling, men efter aftenens kamp var manageren tilfreds.

– Vi var i kampen fra første minut. Vi pressede og forcerede tingene, og indstillingen var god, siger Jose Mourinho ifølge Sky Sports og roste Scott McTominay for en stærk præstation:

– Scott McTominay gjorde det rigtig godt og var meget stærk i midtbanen. Axel Tuanzebe startede en smule usikkert, men da vi blev mere stabile, kom han bedre med i kampen.

På skadesfronten kunne manageren glæde sig over, at alle mand kom uskadet igennem, og fortalte samtidig, at Phil Jones formentlig bliver klar til weekendens møde med Tottenham i Premier League.

– Jeg tror, at Phil Jones bliver klar til på lørdag mod Tottenham, men udover det har jeg ingen nyheder, fortæller han.

Forud for mødet med Tottenham ligger de to mandskaber side om side i tabellen med 20 point. United indtager dog andenpladsen på grund af en bedre målscore end London-klubben.

 

Læs mere om:

Podcast: Lyt til OldTrafford.dk’s podcast om Manchester United. Læs mere her
Rejser og billetter: Vi har samlet en masse tips og gode råd, hvis du vil opleve Manchester United på Old Trafford
Forrige artikel

Jesse Lingard: Vi var i kontrol

Næste artikel

FC United skal have ny manager

ANNONCE