Moyes forklarer Herrera-saga

David Moyes var aldrig parat til at aktivere Ander Herreras frikøbsklausul. Til gengæld er han ærgrerlig over ikke at have fået Fabio Coentrao.

Manchester United stjal overskrifterne på sidste dag i transfervinduet. Ikke bare på grund af handlen med Marouane Fellaini, men også som følge af mislykkede transfersagaer.

David Moyes afviser dog nu, at en af de helt store United-emner, Athletic Clubs Ander Herrera, nogensinde var tæt på et skifte inden vinduet smækkede.

– Vi bød 23 mio. pund for Herrera. Vi havde aldrig til hensigt at gå så langt som frikøbsklausulen. Der var en masse sladder omkring den handel med folk, som ikke handlede på vores vegne. Sagen er, at vi aldrig forhøjede vores oprindelige bud, forklarede Moyes på fredagens pressemøde.

Selvom Athletics playmaker altså var ude af billedet inden transfervinduets sidste timer, blev der arbejdet på højtryk i kulisserne op mod deadline.

– Fra vinduets start vidste vi, at Marouane var en spiller, vi gerne ville have. Missede vi en masse af vores transfermål? Svaret er nej. Vi forsøgte at hente flere store spillere til United, men af forskellige årsager bar vores indsats ikke frugt.

– Jeg prøvede at fiske Leighton Baines helt indtil sidste sekund. Jeg troede samtidig, Fabio Coentrao var vores, men det glippede på målstregen. Jeg ønskede en forstærkning på den position, lyder det fra Moyes.

Mens der hverken er en Herrera, Baines eller Coentrao i Uniteds trup, er Fellaini i spil til debut i lørdagens opgør mod Crystal Palace.

Forrige artikel

Moyes tager ingen chancer med Rooney

Næste artikel

Uniteds startopstilling imod Crystal Palace

ANNONCE