Religiøse ledere i Malaysia siger at det er en hån mod Allah når muslimer bærer tøj, hvorpå der er reklamer for alkoholiske drikke, religiøse kors eller djævler.
Manchester United har en kæmpe fanbase i Malaysia, hvor de i sidste sæson spillede to kampe på sommerturnéen foran over 40.000 fans.
Men nu mener religiøse ledere i det muslimskdominerede land, at fans ikke længere må bære Uniteds trøje med den berømte røde djævle i.
Heller ikke FC Barcelonas, Brasiliens, Portugals eller Norges landsholdstrøje må bæres, da de alle har et kors på trøjen.
“Der er ingen undskyldning for at bære sådan noget tøj, da du – som muslim – vil hylde symboler fra andre religioner. På dette punkt er det ligemeget om det er i underholdningens, modens eller sportens tegn,” siger Johors mufti Datuk Noo Gadot ifølge telegraph.
Spørgsmålet er nu hvilke konsekvenser det får for Manchester Uniteds mange fans i landet samt Manchester United selv. Klubben har igennem længere tid satset stærkt på at forstærke deres brand i landet og indledte så sent som i foråret et længere samarbejde med det førende teleselskab i Malaysia.