I en sløv nyhedsuge formåede Manchester United alligevel at brage igennem, da det blev officielt, at klubben sagsøger en af deres egne fans, Thomas McKenna.
McKenna offentliggjorde sidste år en liste over flere af de firmaer, som på den ene eller anden måde yder økonomisk støtte til United og dermed Glazer-familien.
United har kvitteret med et sagsanlæg for det, klubben betegner som åbenlyst datatyveri. McKenna har dog supporterorganisationen MUST i ryggen, måske også rent økonomisk.
“Uniteds fans har altid stået sammen, når et medlem er blevet angrebet fra den ene eller anden side. Situationen her er ikke anderledes. United we stand.”
“Vi er ved at samle ind til en fond, så vi kan støtte forsvaret af enhver supporter, som Glazer-regimet finder på at sagsøge i forsøget på at videreføre den aggresive strategi, de har lagt for dagen fra start,” siger MUST-talsmand Duncan Drasdo til engelske medier.
Uniteds mål med retssagen er foruden en økonomisk kompensation at få rettens ord for, at McKenna ikke har ret til at publicere de pågældende data – hverken nu eller i fremtiden.