(Robbie Jay Barratt – AMA/Getty Images)
Der er bund i holdet
For ikke så længe siden udgav en af sitets skribenter en analyse og argumenterede for, at Manchester United er blevet sværere at slå i det nye år.
I går var endnu et eksempel på det.
Tidligere har Manchester United – også under Amorim – lignet et hold bestående af 11 individualister, der spiller hver sin kamp. De røde djævle fremstod i går som en samlet enhed med et fælles mål.
Det er faktisk ved at ligne et fodboldhold i min optik – et fodboldhold med bund i.
Og det er måske netop det, der i mine øjne – rent taktisk – adskiller Rúben Amorim allermest fra sin hollandske forgænger. Han er ved at støbe et fundament, der gør, at selv på de dage, hvor man ikke rammer niveauet, har man mulighed for at vinde kampen.
Fordi bunden ikke falder ud. Man er så tryg i sin defensive struktur, at uanset hvad der sker, så vælter målene ikke ind.
Manchester United har tabt to ud af de seneste 10 opgør. Det har begge gange været 1-0-nederlag på udebane – til Tottenham og senest Nottingham Forest.
Man har spillet uafgjort mod Arsenal og Manchester City – to opgør, hvor man faktisk havde fortjent at vinde. Det vidner xG også om.
Jeg sagde det for nylig i podcasten. Vi er ovre det værste nu. Manchester United under Amorim bliver kun bedre herfra.
Kun Leicester er dårligere
Når man skal bygge et nyt hus, er det første og vigtigste skridt at støbe fundamentet. Det skal bære bygningens vægt og sørge for, at huset står stabilt og sikkert.
Hvis vi overfører den analogi til fodboldspillet, er fundamentet den defensive struktur. Det er mit argument, at Amorim er ved at støbe det og bruger resten af sæsonen på det.
Og det har den konsekvens, at han giver afkald på noget andet: den offensive del. Igen i går stod der et stort rundt nul ud for Manchester United på måltavlen.
Siden Amorim kom til i november er Manchester United gået fra en Premier League-kamp hele otte gange uden at score. Det er kun Leicester (12 gange), der overgår United på det punkt.
Manchester Uniteds xG per kamp i Premier League har også været lavere i de seneste to måneder, end de var i Amorims to første. Uniteds xG per kamp i Premier League var også væsentlig højere, inden Amorim kom til (1,4), end den har været under Amorim (1,13).
Jeg tror, det er gået op for Amorim, at han må tage det step-by-step. Nu skal den defensive struktur på plads. Derfor er Manchester United svære at slå, og derfor er Manchester United kedelige at se spille, som det er lige nu.
Et vellykket transfervindue til sommer og en god pre season kan gøre underværker for Uniteds evner til at skabe chancer.
Hvem skal styre tempoet i kampen?
Casemiro har spillet sig tilbage på holdet. I de første ni kampe i 2025 spillede han sammenlagt 21 minutter. I de efterfølgende 11 kampe er han startet inde i syv af dem.
Det har overrasket mig, men også Amorim. Det indikerede cheftræneren efter kampen i går, hvor brasilianeren igen spillede fuld tid.
– Han spillede ikke (tidligere, red.), fordi jeg ikke følte, at han var den rigtige at spille, men han har fortsat med at arbejde. Jeg kigger på alle mine spillere på samme måde.
– Hvis de arbejder, hvis de forbedrer, hvad vi kræver af dem, så har de muligheden. Han fortsætter med at være vores spiller, forklarede han.
Amorim har derfor i de seneste to kampe eksperimentet med en midtbane-konstellation bestående af Ugarte og Casemiro. Det virker defensivt. Casemiro satte i øvrigt hele 11 vellykkede tacklinger ind i går.
Men ingen af de to spillere er i stand til at styre tempoet i kampen. Der var flere gode situationer i fase 1 i går, hvor Casemiro og Ugarte modtog bolden centralt og havde mulighed for at spille bolden endegyldigt ud af pres.
De havde dog hverken overblikket eller teknikken til at gøre det med tilstrækkelig kvalitet.
Casemiro og Ugarte er ikke en langtidsholdbar løsning i maskinrummet. Og hvis Mainoo ikke har de defensive egenskaber til at spille på den position, skal der købes en spiller ind, der kan spille sammen med Ugarte.
Bruno har vist, at han passer fint ind i rollen, og han kan diktere tempoet i kampen. Men vil vi ikke hellere ham i en mere fri rolle som 10’er?
Fuldstændig enig i analysen….sad og tænkte det samme både under og efter kampen igår…
Det begynder at ligne noget nu….strukturen ser stærk ud efterhånden…vi mangler selvfølgelig det offensive output, men vi nærmer os stille og roligt, det skal nok komme er jeg overbevist om.
Nu venter Lyon på Torsdsg, der skal resultatet være det vigtigste.