Nedtakt: Hvad fanden gør vi nu?

Fire sure opstød venter i nedtakten fra Grimsby, som vi ikke kan vente med at komme videre fra.

Nu skal der trykkes på panikknappen

Hvis optimismen fra sæsonstart ikke blev slået ihjel mod Fulham, så skal jeg love for, at den er det nu.

Kampen mod Grimsby var en af de værste resultater i Manchester Uniteds nyere historie.

Måske er det meget efter tre kampe i alle turneringer og med et transfervindue, der end ikke er overstået, at gå i panik. Men det gør jeg. For det er ikke bare en dårlig sæsonstart.

Det, der bekymrer, er, at det, vi ser fra Manchester United, blot er en fortsættelse af rædslerne fra sidste sæson. Rædslerne, vi alle troede, ville ophøre.

Men de er ikke ophørt. De er kun blevet værre.

Kunne Amorim finde på at stoppe?

Ruben Amorims interview efter kampen bekymrer.

Han har tidligere udtalt, at han i sidste sæson da overvejede at pakke sine ting og skride, men blev. I går lignede han en, der mere end nogensinde var træt af jobbet.

Han gav et indtryk af, at spillerne ikke holdt deres aftaler, når han siger, at ‘spillerne var højlydte om, hvad de ønskede’. Han havde tydeligvis lyst til at sige meget mere, og måtte knibe sig i skægget for at lade være. Der er noget i gære. Noget, der er råddent. Men ingen tør, kan eller må sætte ord på det.

Men hvor ville jeg da ønske, at jeg fik det at vide.

Desuden gav han sig fin lejlighed til at takke fansene for altid at støtte holdet. Det manglede da bare, Ruben. Men jeg bemærker, at han talte i datid, da han sagde det.

– Jeg vil gerne takke fansene for den støtte, de gav mig i alle nederlagene, sagde han efter kampen. Er det mig, der tolker? Eller er det, fordi han med sikkerhed ved, at der ikke kommer flere nederlag?

Den slags spekulationer kan også blive for meget, så jeg tager sølvpapirhatten af og konstaterer, at trænere har sagt op i mindre kaotiske situationer end den, som Amorim befinder sig i.

Skynd dig til Manchester, Senne

Uagtet om det så er Ruben Amorim, der er ved roret, så kan alle mennesker med to fungerende øjne se, at Manchester United skal have en ny målmand.

Jeg tror aldrig, jeg har set så håbløs en målmandspræstation i klubben, som den, Onana leverede i går. Og det er ikke, fordi Bayindir er meget bedre. Hvis han overhovedet er det.

Vi skal have en ny mand ind, og rygterne svirrer om Senne Lammens fra Royal Antwerp. Angiveligt er belgierne i økonomiske problemer og er så desperate på at cashe ind på ham, at de udelod ham af truppen til holdets kamp i weekenden.

Det bliver ikke nemmere end det. Få den nu bare lukket. Jeg ved ikke meget om ham, men jeg ved, han ikke kan være værre end det, vi har nu, og så giver det også anledning til en frisk start.

Og det har vi brug for.

Kan vi bruge vores bomb squad?

Ah ja. Bombe-holdet. De fem spillere, som Ruben Amorim smed under bussen og efterlod på perronen, da sæsonen gik på hæld.

Marcus Rashford, Jadon Sancho, Antony, Alejandro Garnacho og Tyrell Malacia måtte finde en ny klub i en fart. Kun førstnævnte er lykkedes med at flygte fra Amorims regime.

Der er kun få dage tilbage af transfervinduet – og i øvrigt køber jeg ikke Fabrizio Romanos manipulerende pladder om, at Garnacho er millimeter fra Chelsea – og der er fire udstødte spillere, der stadig er at finde i klubben.

Kunne vi finde plads til dem?

Det er sådanne spørgsmål, der presser sig på, når spillerne, der ér inde i varmen, bliver domineret, som de gjorde, i første halvleg med Grimsby Town. Fucking Grimsby.

Tilmed har man også brugt 70 millioner great british pounds på at købe det, man troede var den slovenske Zlatan Ibrahimovic, men som mest af alt har lignet David Devdariani på en dårlig dag. Måske Rasmus Højlund – som heller ikke får lov til at rejse med truppen længere – egentlig ikke var så dårlig, som jeg gik og troede.

Bulletinerne melder, at han er tæt på Napoli. Mon ikke de kan forløse ham, som de gjorde med McTominay. Og så ser Amorim dum ud. Igen, igen, igen.

 

14 kommentarer
  1. Frustrationerne og afmagten tærre på kærligheden…..

    Uforståelige handlinger fra både Amorim og ledelsens fylder ekstremt meget….

    Prioriteringer ingen rigtig forstår og kan forsvare…

    Alt godt har en ende….I medgang og modgang siger man, men der er grænser for hvor meget selvpineri msn kan udholde….

    Nedturen har nu varet over et årti efter Sir Alex takkede af på toppen, kærlighed ruster aldrig nej, men nogle gange er en “skilsmisse” vejen ud af dødvandet

    Jeg er træt…meget træt, det gør ondt i mit United hjerte der styrtbløder….hvornår er nok nok.

  2. Nu jeg siger nok noget meget kontroversielt som de fleste måske ikke er helt enige i.. United er og FORBLIVER et midterhold! Hvis ikke det havde været for den kære gode Sir Alex Ferguson, jamen så havde vi aldrig haft den respekt som vi har i dag. Han er ene og alene grunden til vi bliver betragtet som en af de største klubber i verden. I velkommen til at modbevise mig, men hans titler og trofæer taler for sig selv.

  3. Ruben Amorim siger selv farvel og tak i landskamppausen. Spillerne gider ikke, når modstanderen ikke er i top 6. De har en tænd/sluk knap – og sådan har det været i lang tid.

  4. Jeg ved ikke hvad United gør i den her situation. Men jeg tager mig en måneds pause fra alt der vedrører United. Så håber jeg at stemningen og resultaterne er vendt til den tid.

  5. Det billigste er nok bare at opsige sit Viaplay abonnement… Jeg har fulgt United siden 95’, og de har været ringe mange gange. Endda også under Ferguson, hvor de kunne skrabe nogle kedelige kampe hjem i de døende sekunder. Det er acceptabelt for mig at United, til en vis grænse taber mange kampe, hvis man har fornemmelsen af fremgang eller en følelse af at “lige om lidt vender det”. Og hvis ikke denne følelse, så trods alt kan man nørde de unge talenter, som man håber bliver en stjerne i fremtiden. Men er det hvad vi ser ind i med Amorim? Angående Sesko så er han sikkert bedre end Højlund, men det er så tydeligt bare ikke der problemet ligger pt. Vi har ikke haft stabilitet siden Carrick og til dels i en kort periode med Matic.

  6. Hvis Amorim selv stopper eller bliver fyret, så er der ingen tvivl om at der skal hentes en pragmatisk manager ind.

    Ikke flere “specialister” før skuden er rettet op ….

    En træner der ser på truppen og indretter spillestilen efter hvad der er til rådighed.

    Det er besynderligt at Amorim kun har et system og en måde at spille på….selvfølgelig skal spillerne have en vis fleksibilitet men det bør en træner da også være.

  7. Det har været sådan lidt halv-håbløst lige siden Sir Alex stoppede, med gode sæsoner ind imellem, og så falder det fra hinanden, eller også har klubben været for utålmodig med en manager. Synes stadigvæk Ole G fik for lidt kredit for si arbejde, og nok også andre managers.
    Man vænner sig jo til middelmådigheden, og tror efterhånden ikke på en sejr, og bliver nærmest overrasket over den, når den pludselig kommer.

    Jeg er nok nødt til at hoppe med på målmandsvognen for good.
    Det Onana og Bayandir leverer og kan, er simpelthen for dårligt. Ingen kontrol i feltet, og hopper simpelthen ikke over modstanderen, på trods af, at de må tage med hænder og kan bruge dem, mindst en armlængde over hovedet på modstanderne, og så stopper de ikke ret meget. Onana stopper intet under bæltestedet, og slet ikke ved jorden. Det gjorde DDG trods alt, engang imellem.

    Penge eller ej, der skal simpelthen købes ny målmand inden mandagen er slut!, fordi ellers går det helt galt i år. Med alle de indlæg der får lov at sejle ind i feltet hver kamp, skal der simpelthen en målmand til, der kan hoppe og gribe.

    Bevares, det virker godt nok også til, at det er utrolig nemt at få et hjørnespark mod os, eller få et indlæg i feltet. Det kunne Amorim måske få stoppet først og fremmest.

    Spillet virker sgu noget ide-forladt. De går meget rundt og triller den 1-2 meter til en medspiller – uden fart eller tempo. Mangler fart og kreativitet. Vi har jo set det, i glimt, så de kan jo godt!

    Vil det hjælpe, hvis Amorim stoppede – tror jeg ikke. Måske en periode, måske ikke. Måske der skal en manager ind, der satser på det defensive først, for at sætte en prop i nederlagene. Alt har jo en ende, og dummer de sig mod Burnley, taber mod City og Chelsea, ja så er nedrykningskampen allerede startet….

    Puha…. kan man ikke snart vågne af mareridtet….

  8. Har først lige set nyhederne nu. Heldigvis for mig, så så jeg ikke kampen igår. Wauw. Mine forventninger er lave. Men de overrasker mig sgu alligevel endnu en gang.

    Så får Amorim da sin luft i kampprogrammet til at træne taktik. Eller hvad det er de bruger tiden på 😂😂😂😂

    Gad vide hvad Tom Heaton dog har gjort? Han må have gjort noget forfærdeligt? Jeg har fra dag ét tænkt at han umuligt kan være værre end de to katastrofer. Det bliver mere og mere absurd at de til stadighed bliver valgt over ham. Men jaja. De to katastrofer passer sgu nok egentlig meget godt ind i nutidens United-DNA.

    Ligesom Søren skriver, så tager jeg mig også en pause nu. På ubestemt tid. Man skal ikke være en vendekåbe. Men man skal heller ikke finde sig i at blive holdt for nar. De bliver jo bare ved år ud og år ind. Tv-abonnementet ryger nu og der bliver IKKE købt nogen trøjer.
    Gider ikke bruge min dyrebar fritid på det de render og bestiller.

    Vi ses næste sæson. Højst tænkeligt i The Championship hvor vi (måske?) kan følge bedre med 😂😂🤣🤣🤣🤣

    En sidste ting. Læste en skribent skrive herinde det omkring at de to katastrofer jo især har det svært i luftrummet hvor de ingen handlekraft har. Og at indlæggene fiser ind over vores felt.
    – Hvad for en træner spiller i en 3-4-3 formation hvor vi konstant er i undertal på siderne og hvor det derfor er så let som ingenting at være 2 imod 1 og få sendt upressede indlæg ind over vores felt. Hele tiden. Når nu man ved at vores målmænd bare forsvinder fuldtsændig når der kommer indlæg ind? Undskyld mig.
    Jeg siger ikke at det er Amorims skyld at vi ikke kan overvinde et fjerdedivisionshold. Men hvis det nogensinde skal blive godt igen, så skal vi også – blandt meget andet – have skiftet ud på trænerposten. Det er jo fuldkommen utilstrækkeligt, det Amorim kan biddrage med, stillet overfor en taktisk udfordring i hans spillermateriale. Dæk nu de flanker af så vi kan blokere hovedparten af indlæggene. Og som jeg har sagt før. En dygtig træner identificerer sin(e) bedste spillere (Bruno Fernandes) og giver dem de bedst mulige betingelser til at præstere godt (dvs. placerer Bruno på hans tier-position).
    – Hverken Bruno, Mainoo eller Casemiro passer til den her håbløse taktik. De får udstillet alle deres svagheder, og ringe mulighed for at bringe deres kvaliteter. En træner er da nødt til at gøre sit hold så stærkt som muligt, baseret på det han har til rådighed. Det gør Amorim overhovedet ikke. Han er desværre utilstrækkelig. Kommer fuldstændig til kort når alting skriger til himlen at det ville give bedre mening at stille holdet anderledes op. At udvide det taktiske repertoire. Det er frygteligt at vi har købt ind for så mange millioner pund til et så ukompatibelt taktisk system. Formentlig og forhåbentlig kommer næste træner i rækken til at spille med normale backs og ikke wingbacks, kantspillere og ikke “udvendige tiere” eller hvad fanden man skal kalde det der. Og med normale rolle til midtbanespillerne.

    Det er et kæmpe selvmål at vi har rekrutteret efter så ukompatibel en taktik. Vi har gjort hele roddet så meget værre ovenpå den her sommer.

    Havde man nu haft en taktisk begavelse som f.eks. Thomas Frank til at sætte holdet, kunne det nok have givet meget bedre mening med:

    Heaton
    Mazroui – CB – CB – Shaw
    Casemiro – Mainoo
    Mbemu – Fernandes – Cunha
    Angriber

    Så bliver spillerne da i det mindste spillet i positioner som gør dem bedre.

    Nå, jeg stopper nu. Skal passe på blodtrykket. Jeg er ude. Skal istedet nyde andre hobbyer som bringer mig glæde. Jeg ønsker jer alle styrke til de kommende år som Manchester United-fans🙏

  9. Rygtet siger Ole er færdig i Besiktas – giv ham en chance mere, og behold ham 10 sæsoner, uanset hvordan det går 💪

  10. For at hjælpe lidt på apatien, og lade være med at melde sig helt ud. Så kunne man vælge at følge kvindeholdet lidt, da de er gang med at spille Chl kval og har gode chancer for top 4 igen i år.

  11. Jeg har den største respekt for det stærke køn, bare ikke for deres fodbold evner😅

    Syntes det er fedt at kvindefodbold er på vej frem, på tide, men personligt har jeg hverken overskud eller tid til også at se kvindefodbold, hverken på stadion eller på tv.

    Jeg har forsøgt, senest under EM slutrunden fornuftigt, jeg bliver dog hurtigt frustreret over niveauet, så jeg må takke pænt nej.

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

Læsernes karakterbog: Bestem, hvor hård du vil være ved spillerne og Amorim

Næste artikel

Torsdagens rygter: Lammens spøger stadig - opdatering på Garnacho

ANNONCE