Neville: Fantastisk at nå finalen

Da Gary Neville i marts måned sidste år måtte lade sig udskifte mod Bolton på Reebok Stadium, var det starten på et rent skadeshelvede for Uniteds anfører…

Da Gary Neville i marts måned sidste år måtte lade sig udskifte mod Bolton på Reebok Stadium, var det starten på et rent skadeshelvede for Uniteds anfører. Således var dette års returkamp i kvartfinalen mod AS Roma første gang i denne sæson, hvor den 33-årige højreback igen spillede for førsteholdet.

Alligevel er den nu forhenværende engelske landsholdsspiller utroligt stolt af, at United er at finde blandt de to sidste i Champions League for første gang i ni år:

”Det er en fantastisk præstation, at vi er nået til finalen. Vi har de sidste syv-otte år talt om, hvorfor vi ikke er gået hele vejen. Det er nok primært fordi, vi har været for sløsede i defensiven, og derfor lukket for mange mål ind.”

Neville fremhævede især kampen mod FC Barcelona som bevis på, at holdet har modnet sig de seneste par år:

”I de to kampe mod Barcelona, forhindrede vi dem i at score. At vinde 1-0 samlet viser, at holdet har modnet sig utroligt meget. Vi kan stadig spille flot og offensiv fodbold, men er nu også i stand til at pakke os sammen og spille utroligt koncentreret mod de bedste hold i Europa.”

Den tidligere United-Trainee mener ydermere, at finale-pladsen er fuldt fortjent:

”Det er fuldt fortjent, at vi er nået så langt. Vi har endnu ikke tabt i turneringen i år, og vores form har helt igennem været fantastisk.”

Gary Nevilles fremtid i klubben synes efterhånden tvivlsom. Wes Brown har imponeret så meget som erstatning, hvilket har udløst en plads på landsholdet for den 28-årige englænder. Derudover har Owen Hargreaves ligeledes gjort det fortrinligt på pladsen, og så vil rygterne, at de engelske mestre er på udkig efter en ny højreback, når sommerens transfervindue åbner.

Forrige artikel

Wigan raser: Vi lægger os ikke ned

Næste artikel

Schuster: Ronaldo bliver Real-spiller

ANNONCE